Naturbrevet Et blad folder sig ud
Stilheden omfavner mig og fører mig der ind, hvor der er godt at være. Hele morgenen har jeg gået og badet mig i skovens nærende liv. Fuglenes sang skaber - på hver sin måde – forskellige stemninger i mig. Sammen bliver de en symfoni af forskellige nuancer i mig. Rødhalsens tøvende klokkeklare triller af tyndeste glas, Stærens gnidrende lyde blandet med smukke fløjt, Et par solsorte hanners ivrige skræppen, Spætmejsens kraftige latter og sangdroslens gentagene strofer, der lyder som ”Kiss me, kiss me, kiss me. Do it, do it, do it. Be quick, be quick, be quick”. Hvor mærkeligt det end lyder, så bidrager fuglenes sange til skovstilheden. Og den løfter mig helt der ind, hvor jeg kan høre anemonetæpperne synge deres hendøende sang i skovens kor.
Fladstjernerne er nu i færd med at tage over her sidst på anemonesæsonen. I sær i de lyse, muldede skove. Her danner fladstjernerne nu bløde skyer af hvide stjerneblomster på sarte grønne stilke.
Dette tæppe af blomster er så skært og frisk - og hører skærsommeren til. Den fine forsommer, som strækker sig frem til midsommers solhverv. Fladstjernerne findes ofte sammen med bevoksninger af flitteraks. Et græs, som danner en aura af lysende grønt mellem træerne – af samme intensitet som nyspirede rismarker.
På en gren sidder rødhalsen med sine klare øjne. Deres sorte dyb funkler så tiltrækkende. Jeg stopper op. Lader mig opsluge af øjeglansens dragende dybde. Dér mærker jeg rødhalsens væsen sådan rigtigt. At være rødhals er at lade skoven udtrykke netop den facet af sig. I én enkel rødhalse sangtrille findes hele skoven.
Siden efteråret har træernes færdigdannede blade ligget sammenfoldet i knopper af fine skæl og sovet vintersøvn. Hos asken er skællene sorte, hos lindetræerne er de røde. Egens knopper er brune. Det er stadig koldt om natten, men om dagen er det lunt. Nu vækkes de slumrende blade i knopperne. De begynder at fyldes med saft og vokse. Bøgeknoppens gråbrune skæl bøjer sig nu tilbage et efter et, og langsomt skyder bladet frem i al sin grønhed.
Jeg ser, at knoppen med det fremspirende blad er indhyllet i en kokon af tæt mælkehvid dis. Synligt for det indre blik. Kokonen opleves som en dejlig blød florlet dyne. Det rette livsmiljø for det fremvoksende blad. Omkring kokonen af mælkehvid dis sværmer en lille flok af lysende væsener. Som punkter af glitrende lys. De ligner de små sværme af vintermyg,, vi ofte ser sværme ved en busk på lune dage i den kolde tid. Men disse væsener har mere menneskeskikkelse, skønt deres lidenhed. Det er det skønneste at iagttage dem – så fredfyldt og samtidig med en dansende friskhed i deres flugt. Jeg glemmer alt omkring mig og er bare i dette skønne nærvær med de små skikkelser. Jeg smittes af deres omsorgsfuldhed og at alt er såre godt! Hele tiden svirrer de omkring knoppen med bladet, som er på vej ud. Jeg oplever at de følger bladets udfoldelse og hjælper det på vej. Skaber et rum for bladet at folde sig ud i - i træets store krone.
Det er svært at løsrive mig. Vil bare blive i den stemning.
Det nye sarte blad kommer mere og mere til syne. Over alt i det fine bladvæv gnistrer utallige lysende punkter – som en blinkende stjernetåge en kold vinternat – det lyseste lys, man kan forestille sig. En vidunderlig verden at dykke ind i. Synligt for det indre blik. Når jeg mærker det nye blads nærvær, så har det i sig en iver efter at folde sig ud. Det er umuligt at stoppe.
Jeg kikker op i kronen af træet, hvor tusinde andre blade er i færd med at folde sig ud – akkompagneret af solsortens sang i nabotræet.
Naturbrevet Dansen i stjernehvælvet
Det er stille morgen i vinterskoven. Hvert træ står, som holder det vejret. Bare dette NU.
Inden i strømmer livet og stråler det dejligste lys ud - som en skov af kraftfelter, der styrker mig på min vej. Disse store trævæsener, som bare står omkring mig er ER, leder mig ind i et nærvær – ude af tid - som jeg tager med mig videre på min tur gennem skoven.
Jeg kikker op i trækronernes verden af hvilende knopper. I hver en knop ligger allerede det nye blad færdigudviklet. Helt tæt sammenfoldet – dækket af beskyttende skæl - ligger bladet parat til at folde sig ud, når forårets lune vejr sætter ind.
Nogle ganske få planter står allerede nu med små grønne blade i denne lune vintermåned, som er i år. Det er hylden og den slyngende kaprifolie. Deres blade tåler lidt frost.
Jeg går langs en stor sø. I søens spejl viser himlen sig. Sejlende skyer i morgenrødmen. Jeg følger stien tæt ved søbredden. Nogen gange højt oppe, andre gange nede ved vandet.
Pludseligt sker der noget overraskende. Tæt ved søbrinken lige ud for mig slynger en mørk krop sig rundt i det lave vand. Som en tyk slange vrider den sig i vandet. Hvad er mon det? Så er den straks lidt længere ude. Nu er det kun vandets bevægelser, som fortæller, hvor den er. Rundt i den tynde skov af siv følger jeg uroen i vandet kun nogle meter fra mig. Så pludselig kommer hoved og forkrop op på en tue i det lave vand. Det er en odder. Den kikker lige mod mig med sit flade, brede hoved, men ikke på mig, travlt optaget af at tygge noget i sig. Så ud i vandet igen på videre jagt, hvor bølgestriberne efterhånden forsvinder længere ude. - I det samme flyver en funklende farvesymfoni af turkisblåt og orange roligt forbi – isfuglen!
Det er midvinter. Men frostens krystalverden mangler. En mildhed strømmer i luften på denne dag. Flere nøddebuske er sprunget ud og står med gule rakler og små røde hunblomster. Musvitterne filer deres forårssang: Musvit – musvit - musvit! Højt oppe i et træ trommer en spætter på en gren, som har en god lyd. Den gør opmærksom på sit område.
Jeg går videre gennem skoven og mærker dens nærvær. Da jeg åbner mig endnu mere for skoven, ser jeg med mit indre blik, at træerne over alt omkring mig støttes af en tæt, hvidlig dis. Usynlig for øjet. Disen er på én gang både fast og flygtig. Fylder hele skovens rum ud – alle mellemrum blandt træerne og de utallige fugle og insekter. Støtter og bærer dem. En følelse af tryghed og at blive næret strømmer gennem mig. Her er rart at være!
Jeg ”rider” dybere ind i disen ”på det levende nu”. Da åbenbarer en underskøn verden sig af lys i mange nuancer- og en tæthed af dansende skikkelser, som jeg kun lige aner. Over alt på grene og kviste ser jeg funklende prikker af det hvideste lys – strømme fra uendelighedens dyb – og som holder træerne ”kørende”. Himlens stjerneriger danser skoven frem! - Fra røddernes dyb til kronerne i skovens top træder hvert træ sin dans - med stjernernes tindrende nærvær - i moder Jords nærende varme. Længe står jeg og suger dette syn til mig.
Ved en enebærbusk danser en lille gruppe myg i den stille luft. Op og ned går det på svirrende glasklare vinger. Tæt sammen, så længere væk - hele tiden danser de skovens sang, som tusinder generationer har gjort det før dem.
Naturbrevet Svanesang
Rimkrystaller blinker sine skarpe lys over alt på græs og strå i den lavtstående morgensol. Træernes kroner stråler sansesymfonier af farver ud i landskabet. Når et lille vindpust kommer, så løsnes rimkrystaller fra kvistene og drysser blinkende mod jorden. Under mine fødder knirker græs og lyng. Alt er frosset – hele landskabet på nær de større søer. I det fjerne hører jeg et kor af klokkeklange fra den store nærliggende skovsø, som jeg er på vej til. Det er svanesang. Sangsvaners kommunikation med hinanden.
Søens blanke vand lyser mellem træerne. Midt ude ser jeg en stor samling af svaner. Gule næb på lange halse over flydende, hvide kroppe. Luften dirrer tykt af deres kor af forskellige tonehøjder. Klong, klang lyder det i den stillestående luft. Svanerne har sikkert overnattet. Nu hvor morgenen gryr og det er blevet passende sigtbart, så letter med jævne mellemrum en flok. De flyver af sted i dæmringens dis med vidt lydende klokkesang. Op over skoven flyver de i V-formation, til ekkoet fra træerne under dem. De er sikkert på vej ud til en anden mere lavvandet del af søen for at æde vandplanter, som de ved, findes der og som de kan nå med deres lange halse. Jeg står længe og oplever sceneriet af svaner, mens jeg nyder deres sang.
Et par kommer nu flyvende tilbage. De sejler gennem luften på stive vinger i retning mod flokken, roligt snakkende til hinanden på deres klingende klokkesprog. Anng synger den ene fugl – ånngg lidt dybere svarer den anden. Ingen andre lyde høres. Flokken på vandet er tavs. Bare disse to hvidklædte skikkelser, strygende gennem luften i landskabets stilhed. Næppe er de landet i et brus af vand på søens spejl, før de begynder at nikke til hinanden med korte intervaller og styrke deres kontakt. Snart er flere par i flokken i gang med at nikke med deres citrongule næb på de lange halse og synge sammen. Med de skovklædte bakkedrag rundt om og søens vandflade som resonansbund lyder en symfoni af overjordisk skønhed.
Klangen skaber en åbning i mig, som jeg står her under træerne ved søen – opslugt af svanerne. En særlig vibration af fællesskab svirrer i mit indre, og jeg rejser på dette forbindende nærvær ud til svaneflokken. Flytter min opmærksomhed.
Jeg mærker svanerne. Sanser dem. Varme kroppe i hvidt svømmer omkring mig. Hver med deres personlighed. Dybt i deres klare øjne oplever jeg svanenaturen. Oplever dem udtrykke den store bevægelse, som konstant strømmer i naturen. Surfer på livets bølge, når der skal findes føde, samling og overnatningssted. Jeg oplever en røst fra universets dybder udtrykke sig gennem svanerne. Den samme røst som jeg kender dybt i mit eget væsen. Jeg får en følelse af et bror-søster forhold til svanerne. Kun på overfladen gør vi noget forskelligt, men på det dybere plan er vi indlejret i hinanden! Svanerne kan hjælpe mig at surfe på livets bølge. En skønhed, som er fuld af liv og friskhed!
Tilbage ved søbredden igen tænker jeg på, hvad jeg personligt kan gøre for at vise disse prægtige, udtryksfulde brødre og søstre, mere respekt og bidrage til at værne om deres livsrum.
De har været her længere end vi mennesker, og bør have rettigheder, ligesom vi mennesker har lavet for os selv.
Sangvane ”folket” er et livfuldt udtryk for vores klodes levende skikkelse, som vi kalder Gaia.
De deler villigt deres land med utallige andre skabninger.
Men hvordan kan min levevis rumme sangsvanerne?
Jeg kan støtte initiativer, som giver mere plads til ren og artsrig natur.
Hver gang, jeg kommer til søen, kan jeg lade en glad taknemmelighed strømme til søens vandmasse og til luften, vi deler. Den taknemmelighedens dybe kraft, som er så rensende og belivende!
Når jeg dyrker min have økologisk, bidrager til genbrug af mit affald, og i det hele taget gør mit til at leve mere bæredygtigt, så bidrager jeg til mere rentvandede søer til sangsvanerne og til de vandplanter, som de holder af at æde. Jeg kan også i min færden i naturen være mindre forstyrrende. Endvidere kan jeg øge mit bidrag til renere luft ved at holde mit brændstofforbrug på et minimum og benytte mere vedvarende energi.
På min vej tilbage gennem skovens krystalrige møder jeg en skovskade, der er på udkik efter et af sine hundreder af depoter med forråd af agern, som den har gemt engang i efteråret. Undervejs stopper den op og læsker sig med sne. En flok mejser bevæger sig gennem landskabets rimbesatte buske og træer på jagt efter frø og insekter. Alt bliver undersøgt – endda de mindste barksprækker og hule, tørre plantestængler. I kolde perioder om vinteren slår mejser sig tit sammen i sådanne mejsetog. Muligheden for at finde mad er større, når man flere om det.
Jeg vandrer gennem en lysåben eng og ser nogle stillitser sidde i nogle tørre tidsler. I deres spraglede dragter i gyldent, rødt, sort og gult sidder fuglene og æder de næringsrige frø, mens de ivrigt kalder ”stig-lit, stig-lit”. Fra et træ fløjter et par dompapper – klædt i rødt og brunt med sort kalot - deres rolige toner ud i den kølige stilhed. Det er som om stilheden som råder i dette øjeblik – godt hjulpet frem af kulden – føder fuglenes lyde. Lige som træernes bevægelser til luftens lette brise og deres funklende drys af fine iskrystaller, vokser de ud af vinterstilhedens uendelige dybder.
Jeg lader denne særlige stilhed fylde mig, og mærker en styrke, der rummer både en friskhed og en ro i krop og sind. Det føles som om stilheden drager omsorg for mig. Fylder mig med et større nærvær!
Naturbrevet Syng med træerne
Lyngens ris står perlende af dug mellem søjler af enebær. Her og der breder egetræer deres kroner ud over urterige græstæpper. Morgenens glød stråler sit lys lavt i horisonten. Over den er himlen gulgrøn og tegner trækronerne i skarpe silhuetter. Højere oppe tynder lyset ud. Det fortaber sig i nattemørket, som stadig strækker sin uendelighed over mig. Her mod øst stråler bjørnevogteren Arcturus sit gnistrende lys. Den ses som en forlængelse af Karlsvognens stang – et godt stykke under. Arcturus´ lys bringer en energistrømning med sig, som rummer en kraft af lykke og rigdom – en foretagsom energi, som kommer den til gode, som lader skinnet fra stjernen tage bolig i sit indre. Prøv det! Giv dig selv den gave at mærke Arcturus energiens særlige karakteristika, når du åbner dig for dens indstrømning i dit væsen. Arcturus kan være et fyrværkeri af blinkende farver på tidspunkter, hvor den står lavt i horisonten. Og være nærmest dansende.
Lavt i den glødende horisont er Venus nu stået op og skinner sit rolige lys i den gryende dag. Om en times tid synker horisonten ind i solens glans og Venus skjules af dens lys. Træernes kroner trykker sig stadig knivskarpt mod himlen. Over alt på de tynde, fine kviste er der fyldt med knopper, i hvilke det kommende forårs blade allerede er dannet. Nu hviler de fint sammenfoldet i en kokon af skæl i brunt og rødt, sort eller grønt.
Det er en vindstille morgen. Alt er tyst. Kun høres dryppene fra grenenes hængende vanddråber, når de rammer jorden. På en gren sidder en råge roligt optaget af at ordne sine vingefjer. Den sidder i sin helt egen verden, tillidsfuldt, i sin sorte dragt glinsende i fine metalliske farver, som changerer i lyset. Med næbspidsen tager den lidt fedtet voksagtig væske fra en kirtel, lige over gumpen. Svingfjer efter svingfjer bliver kikket efter, sat i orden og vokset ind. Under rågens fjerpleje driver tynde transparente totter af dis gennem trækronens grenverden. Tot efter tot stryger langs fuglens krop. De afsætter dråber af hvirvlende energifyldt vand, som styrker fuglens krop.
Fugle benytter en stor del af deres tilværelse på at pleje fjerdragten. Den sindrige struktur af fjerstråler skal holdes intakt og fjerene skal kunne sky vandet. Det er vigtigt for at de både er egnede til at flyve med og kan isolere mod kulde. Hvis en fjer er blevet så snavset, at fuglen ikke kan gnide den ren med sit næb, eller en fjer har sat sig skævt, så hiver fuglen den ud. Hver fjer har sit særlige sving på sin plads i rækken af fjer, så fuglens flyvning med udbredte vinger bliver et synligt udtryk for luftens bevægelser og lethed.
Det er mossernes årstid. Overalt på skovens overflader af bark, sten og jord vokser forskellige mosplanter i udbredte puder og tæpper. Luftens mættede fugtighed får dem til igen at strutte af velvære efter sommerens udtørrende tid.
På min tur gennem landskabet er det nu blevet middag. Solen stråler højt i syd. Jeg er gået ud til en gruppe af store træer på en bakketop. På dette åbne og lyse sted har træerne rigtigt vokset sig bredkronede. Græstæppet under dem dekoreres af talrige blade i blege farver. De danner en symfoni med en mangfoldig formverden af frøstande fra sommerens urteflora, som nu har kastet deres frø. Rølliker, merian, perikon og kodriver.
Jeg kikker nærmere på et af træerne. Det står i sin vælde og stråler af livskraft. Grenene er beklædt med lav i buskede grå og grønlige nuancer. Nogle steder ser jeg bevoksninger af de små sorte knappenålsformede laver, som fortæller, at der på dette sted har vokset gamle træer i flere hundrede år. De har nemlig en lille spredningsevne. På den skorpede bark vokser forskellige grønne mosser. Nogle klæber sig til underlaget. Andre strutter som små fjer ud fra barken.
Jeg lægger min hånd på træet og hilser på det. Møder træet i den væren, som rummer os begge. Træet åbner sig, og viser mig tillidsfuldt sin verden af liv. I dyb ro og med en rodfæstet styrke i en himmelstræbende lethed står træet og vibrerer sit liv for mig. Jeg føler trang til at møde træet i en tone – finde en fælles resonans. Jeg giver mig til at synge forskellige vokaler til træet, prøver også tonehøjder og dybder, mens jeg lytter efter svar. Pludselig ved en af tonerne lyder min sang anderledes. Den bliver overstrøget med en fylde af talrige klange. De vibrerer af overtoner i godt selskab med hinanden. Træet svarer mig. Vi har fundet hinanden. På denne særlige tone mødes vi nu i et livfuldt nærvær. Jeg ser i mit indre tonerne tage farve. En klingende stråleglans i talrige farver.
Længe er jeg opslugt i denne verden af toner og deres farver, da der pludselig lyder andre toner over mig. Sjag, sjag og igen sjag, sjag, sjag, nu flere steder fra. En flok af de drosselstore sjaggere flyver snakkende afsted, søgende efter bærrige træer at mæske sig i.
Naturbrevet Rødhalsesang
En krydret duft strømmer fra træernes blade og fra tæppet af blade over alt omkring mig. Et farvespil af utallige nuancer. I denne tid suger træerne alle bladenes grøn farvestof – klorofylet – tilbage til kviste og knopper. Da kommer bladenes andre farver til syne, som klorofylet har skjult gennem hele sommeren. Jeg oplever andre klange fra bladene nu. Mere rolige, men stadig tætte og fyldige vibrationer. Klorofylet bliver i kvistene hele vinteren. Når forårets tiltagende lys rammer træerne og knopperne folder sig ud, da genbruges klorofylet.
En brise strømmer gennem skoven fulgt af utallige svævende og vuggende blade. Vibrerende af de fineste klange lægger de sig på jorden - syngende deres sang.
Jeg har opsøgt et vildsomt landskab dækket af store skove. Da jeg kikker op mellem trækronerne mod himlen, ser jeg myriader af intenst lysende gnister over alt. De trækker lysende haler efter sig. Det er livsgnister, som luften i skoven er opladet af. Skoven har vokset her i århundreder. Den rummer stærke kræfter, som lader mig op med liv. Skoven lukker sig omkring mig og jeg mærker, at dens energi også går ind i min dybde, hvor den som en cello adagio får mig til at slippe det uforløste og forvandle det til ren omsorg og nye strofer til mit livs sang – godt hjulpet af rødhalsens blide, beroligende efterårsstrofer i et nærliggende træ.
En gærdesmutte hopper ud og ind mellem kvistene på et klippefremspring, mens den synger sin ivrige sang, og skælder ud, når noget forstyrrer den.
Det er stille og en let dis indhyller skovens dybe ro. Træerne står strømmende af liv og lyser op - hvilende i sig selv. Stolte, trygge støtter, der bærer skovens verden. Jeg lader skovens stemning lukke sig omkring mig. Mine sanser udvider sig og jeg får vist rislende vand, der strømme af sted som hvirvlende lys. En brise strømmer forbi mig og sætter luftens elementer i bevægelse, så de klinger som små fine glasklokker i alle regnbuens farver – lige som når fine snekrystaller drysser fra en snepudret gren i solskin. En ny brise kommer strømmende og straks klinger luften igen og gnistrer af farver. Da jeg kikker på træerne omkring mig, så synes de meget levende og bøjer sig interesseret mod mig. Jeg kikker op og ser en stjernehimmel med et himmelrum fyldt med strukturer og sammenhænge.
Jeg giver mig til at nynne toner af fryd afstemt efter skovens sang. Rundt om mig oplever jeg noget levende vokse frem og udtrykke sig. Skoven udtrykker en tydelig glæde og interesse for min deltagelse i dens verden. En intens stemning at sidde i. Nu kikker mange øjne på mig mellem stammerne. Væsener – bevidstheder viser tydeligt interesse for min deltagelse i skovens symfoni.
Fra svampene på en udgået gren, og fra de gyldne blade som vuggende daler gennem luften, til ravneparret, der sidder i nogen afstand og kalder med metalliske klonk, klonk, strømmer klangene ind i mig og blander sig med mine indre klange og farver. Skoven og jeg bliver én stor livfuld symfoni.
Solen står nu højt på himlen. Den stråler ned mellem træernes halvnøgne grene og danner lyse pletter på bladtæppet. Små flokke af vindrosler og silkehaler fra de nordlige skove samler sig med sultne solsorte i æbletræer og i bærfyldte tjørn og røn. Og udtrykker med disse træer et samliv. At om foråret synger fuglene træernes blomstring frem og om efteråret serverer træerne bær tilbage til fuglene.
Højt til vejrs – oppe over trækronerne kommer en stor trækkende gåseflok. I en flot V-formation glider fuglene gennem luften. De er på vej fra ynglepladser i nordøst og mod lunere himmelstrøg. Hen over dagen er flokke af gæs med jævne mellemrum kommet gak´ene. De flyver ubesværet af sted i deres lette kroppe, som er fyldt med hulrum, og beklædt med aerodynamiske fjerdragter, skabt ud af luftens dansende væsen. Gæssene er i deres rette element og flyver i en tæt sammenvævet organisme med hinanden og med luftens bølgemønstre – højt over skovens tag.
Vejen snor sig af sted mod den tidlige aftens lange skygger. På skråningerne breder tætte blåbærkrat sig. Enkelte indtørrede bær sidder endnu violetsorte. Længere henne samler et egern nødder i et buskads med hasselbuske.
Naturbrevet Dis i septemberskin
Jeg går mellem skovens træer i en kølig, let dis. Den skinner som det tyndeste slør af sølv – og tager beskyttende om mig.
Her og der putter svampe sig i græsset. Hvide, brune og gyldne. På nogle stammer vokser klynger frem af små brune paddehatte. Der er tyst i skoven. Træerne har sat frugt og frø. Olden drysser fra eg og bøg. Fra ahorn, løn og lind flyver hvirvlende propeller mod jorden. Hvert frø har kimen til et nyt træ. Æbler, slåen og forskellige bær byder sig til for at få spredt deres frø og kerner.
Over alt stråler edderkoppernes fangstnet. Nogle steder i spindet har edderkoppen hængt madpakker, hvor den har indsvøbt en flue i et hvidt silkespind til senere fortæring. Det ligner en mumie. Et sted ude i siden af fangstnettet sidder edderkoppen og venter på, at flere insekter flyver ind i nettet.
En let brise suser sin fine lyd fra sitrende løv i træernes kroner og rører i disen. Solen er på vej ned under horisonten og ser ud til at tage disen med sig. Septembers klare og skinnende luft stråler frem med sin mildhed nogle øjeblikke. I et træ nær ved er en lysstråles sitrende glans blevet opsøgt af en solsort, som nu synger sin lavmælte stemningsfulde efterårssang af fine små strofer i de sidste solstråler. Stroferne væver sig ind i den dybe stilhed mellem træerne. Det opleves som om fuglen sætter musik til trækronernes verden af blade, som over alt vugger lige så let og fint på deres stilke til sollysets sitrende glansfuldhed.
Om lidt, når solen er væk og kaster sine farver op på himlens skyer, så bliver der helt stille. Det mærkes som om, skovens åndedrag bliver roligere.
Jeg sidder i et skovbryn og ser flagermus danse flaksende rundt. De ser eller rettere hører hele landskabet på baggrund af tilbagekastning af lyde, som de udsender i en jævn strøm og manøvrerer lige så sikkert rundt, som os andre.
Træernes skygger væver sig ind i mig som et net af støttende liv fra de åndende træer. I pletter af det svage aftenlys på stammer og grene ser jeg edderkopper i færd med at bygge fangstnet til natten.
Tusmørket breder sig langsomt. Det tager mig ind til sig i en dets blide tryghed. I østhimlen toner Plejaderne frem. Det lille stjernebillede står højt på himlen. Under det sitrer tyrens stjerner i mørket med især Arcturus´ tindrende klarhed.
Lavt i horisonten står Orions mægtige Betelgeuse og stråler sit særlige skær af orangerødt høstkolorit - som et øje, der ser alt. Jeg lader stjernens særlige lys brede sig i mig, og et tæt nærvær med stjernens væsen vokser frem, som jeg sidder der i nattemørket. En dyb ro fylder mig - som en eliksir, der åbner for en strøm af omfattende tryghed.
Gå ud i nattemørket under stjernerne og find en stjerne, som særligt tiltrækker dig. Lad dens skin fylde dig. Mærk dens gave til dit liv lige nu.
Naturbrevet Ravneflugt
Morgendisen ligger som en dyne over bakker og lavninger. En dyne af fine, mikroskopiske svævende vanddråber, der indvæver sig i lyset og danner gråt i gråt i forskellige nuancer. Disen dæmper trækronernes silhuetter. De skimtes lige akkurat mod himlen. Træernes funklende verden af skinnende dugdråber, fortættet på kviste og knopper i nattens løb, løsner sig nu en efter en og drypper ned i skovbunden med hele deres hvirvlende verden af pulserende livskræfter. Over alt lyder dryp på dryp, især da en brise bevæger sig gennem landskabet og sætter bevægelse i disen og træernes kroner. Nogle steder er disen tyndere. Dér toner lyset frem og danner dybde, så træernes pulserende liv træder tydeligere frem.
Det suser let i skovens kronetag. Én lang hviskende tone. Pludselig bliver den fyldigere, for kort efter igen at tynde ud i en spinkel, fin susen. Så ændrer den sig igen til en tæt og kraftig brusen. Jeg lytter til den skiftende lyd og lader den trænge ind i mit væsen. Skovens susen og min krop strømmer i et tæt nærvær. Jeg bliver en del af skoven. Denne susen gør mig så godt og den hører lige som hjemme i min krop. Jeg oplever den som en urgammel lyd, der fører mig langt ind i mit indre univers, hvor den viser sider af mig selv, som er tæt forbundet med skoven.
I disen hører jeg en flok gæs flyve gakkende af sted. En lyd, som så fint hører hjemme i skovens fine susen. Disens tætte fugtighed af mikroskopiske små svævende vanddråber forstærker lydene, så gæssene synes at være lige over mig.
Nogle klangfulde, dybe korrp, korrp lyde høres et stykke væk. De fødes lige som ud af skovens susen og giver genlyd i landskabet. Jeg kikker op, hvor flere luftninger efterhånden har spredt disen. Men intet sker. Der er igen helt stille. Jeg ved dog, hvad der er på vej. Dér kommer de. Ud af disen og med halvanden meter lange, dybe vingeslag – kaldende på hinanden – flyver to store, kulsorte fugle. Det er ravne. Levende nærværelser af sansende bevidsthed gennemstrømmer deres krop og deres flugt ud til de yderste vingespidser.
Ravnene kender deres landskab og de ser alt. Ådsler og syge dyr. Deres kulsorte dragter changerer i de skønneste metalliske farver. Hver svingfjer på vingerne indgår i en vifte, som skærer sig gennem luftens tynde hav og bærer fuglene af sted. De kender lufthavets muligheder for leg. I deres væren et med vinden, boltrer de sig ofte. Ind i mellem svæver de på udbredte vinger på luftens opdrift – stiger i højde og falder så igen – på én gang graciøst og legende.
Så sætter de sig i hver sin trætop, et stykke fra hinanden. Hele tiden er de på udkik. Jeg stopper op og får øjenkontakt med den ene fugl. Jeg åbner mit hjerte for den og sender den en strømning af tillid. Fuglen reagerer på mit ønske om kontakt, og i et nu suges jeg nærmere fuglen. Jeg oplever, at jeg kikker dybt ind i dens ene øje, ind i dens dybe væsen. Jeg mærker dens følelser og tanker, og sender den en tavs strøm af ord og billeder, hvor jeg udtrykker min taknemmelig for at den findes.
Pludselig er jeg ravnen. Den letter, og jeg oplever at være den flyvende ravn. Jeg ser de lange, smalle vinger bevæge sig op og ned. Hver svingfjer vrider sig med luftens bølger. De former sig i en tæt dans med luftens elastiske, usynlige strømninger – og gør dem synlige for mig. Jeg hører de fine, susende lyde fra svingfjernes vridninger. Mærker opdriften, som bærer kroppen frem ad. En dejlig varm og levende krop omsluttet af dun og fjer.
Jeg kikker ud af øjenkrogene og oplever landskabet rundt om på en meget synlig måde. Jeg sanser alt, også det som ligger bag bakketoppe i synsfeltet. Ser lige som igennem alt. De rolige, dybe vingeslag må arbejde godt i den sidevind, der er over skoven. Så svinger fuglen rundt i luften. Den leger med vinden mens dragten glinser i lyset. Fuglen bliver på en synlig måde vinden, som bølger af sted. En rigtig luftakrobat. Fuglen kikker rundt i landskabet. Kender de gode steder, hvor dyrene kan finde læ for lige den retning, som vinden har. Ravnen ved præcis, hvor den har efterladt ådsler, der ligger og mørner tilpas til at blive ædt og fordøjet.
Jeg har stået i luftrummet på en bakketop og fulgt ravnenes leg. Nu sætter jeg mig i græsset nær en enebærbusk, som slank strækker sig mod himlen. Ved dens top sværmer en lille flok af vintermyg. De tegner streger i luften, som synlige billeder af strømningerne fra buskens pulserende liv. Myggesværm og enebær forenet i én skikkelse. Vibrationer af liv, som kun kan opfattes i et nærvær med busken og de dansende insekter. Det er hanner, som danser for at tiltrække en hun. Med deres glasklare vinger udtrykker flokken forskellige former. Nu samler de sig i en lille tæt sværm, for i næste øjeblik at sprede sig ud i en fyldig form. Hele tiden har hver han forbindelse med de andre. Så strækker sværmen sig og bliver tynd og lang. Ren væren i dette øjeblik. Det er så beroligende at kikke på deres dans. En dejlig stilhed spreder sig i mig. En let brise strømmer pludselig forbi og spreder myggene. Pludselig er alle væk. De har sat sig til hvile mellem enebærbuskens strittende nåle og er blevet usynlige.
Naturbrevet Gyldne glimt
Den krydrede duft af nødder, nedfaldne blade og svampe kommer mig i møde og pirrer i næsen, da jeg nærmer mig et træ, som gyldent står og lyser i morgensolens glans. Jeg hilser taknemmeligt på træet, og i denne åbning, som derved opstår, strømmer fra træet livfulde essenser ind i alle mine kropsceller og fylder mit væsen med tidløshed og omsorg.
Uendelighedens blå bærer hvert vuggende blad – gyldne glimt – som, når de lægger sig til ro i det grønne græs, danser videre op i luften hver gang en let brise strømmer hvirvlende gennem skoven.
Et egern pusler i skovbunden på jagt efter nødder, der falder fra hassel, bøg og eg. Nu skal depoter fyldes op rundt omkring i hule træer eller graves ned i jorden. I løbet af vinteren lugter egernet sig så frem til depoternes særlige nøddeduft.
Hele stedet, hvor jeg har sat mig, vibrerer af livsaktivitet, som jeg sanser med både krop, øjne og ører. Jeg oplever en sang af toner – nogle er dybe, andre er lyse – nogle er udtryksfulde, mens andre er spinkle. Sangen tager mig ind til sig, og den samhørighed opstår i denne fælles væren.
Jeg rejser mig og giver mig til at danse mellem træerne. Udtrykker den skov, som lever i mit indre, ved at danse til den livfuldhed, der strømmer fra hele skovens dyb – ikke hørbart, men alligevel så fyldigt og kraftfuldt. Jeg istemmer og synger improviseret toner frem, udtrykker min stemme melodisk i koret. Da jeg efter en længere serenade stopper og lytter, da oplever jeg, at skoven rundt om mig er livet op. Det er som utallige væsener stirrer nysgerrige og glade på mig.
Trompeterende og skjaldende stemmer bæres klangfuldt gennem luften fra et sted lavt over træernes kroner. Da kommer de som ventet. En flok trækkende traner, tydeligt søgende efter et rastested med mad. Benene er strakt bagud, og med halsen i en lige linje fremad, bærer de lange, brede vinger de store fugle af sted på elastiske luftbølger, som opstår under flugten. Hele flokken viser med deres vingers bevægelser et synligt og levende billede af de luftbølger, der bliver dannet under flugten af den forreste fugl og som både udnyttes og vedligeholdes af de følgende fugle.
I stilhedens ophøjede ro blandt de dalende gyldne glimt lyder en stille hakken. En spætmejse hakker i en nød, den har sat fast i en barksprække.
Naturbrevet Dage med skinnende luft
Tågede morgener, hvor dråber svæver skinnende i den opstående sols lys – funklende i alle farver - indtil lysets varme tørrer luften op til en funklende klarhed. Et skin af det fineste lys – nærmeste selvlysende - nu hvor sommerens varmedis er udskiftet med køligere luftstrømme.
Rundt om står træernes kroner, som skulpturer med et skær af lys – spejlinger fra den skinnende luft, der toner frem i den klarhed, som morgendisens funklende vanddråber langsomt svæver væk i. Roen og det enkle udtryk i de melodier – tonende mellem det lette og det dybe - der indfinder sig i dette sceneri, strømmer ind i mig og gør underværker.
Myriader af blade, nu læderagtigt faste i vævet, sidder overalt på hver en kvist omkring mig. De er mærket af sommerens perioder med blæst og tørke. Nogle er revnede, andre har indtørrede partier eller er farvet røde. Mange blade er plettede af svampe, der vokser frem med deres frugtlegemer, som sorte eller brune pletter. Men stadig suger bladene solens lys til sig og laver næring til træerne, når de åndende udveksler luftarter med omgivelserne.
Ved hvert bladfæste på kvistene er for længst vokset en knop frem. Hver knop i livets endeløse hav af knopper er et lille, færdigt dannet blad, fint sammenfoldet og dækket beskyttende af knopskæl i sort, brunt, rødt eller grønt – parat til at bryde knoppens beskyttende dragt, og folde sig ud i forårets lune dage. Hvert træs knopper har sin farve. Asken har sorte, linden har røde.
To duer har sat sig i en hyld fyldt med klaser af sorte skinnende bær. Lige så stille sidder de og plukker et bær af gangen og synker det. Fredfyldt i en stille ro. Mens en røn tæt ved, lysende orange byder sig til blandt droslerne.
Nogle myg danser i en solstribe – og udtrykker i deres dans tilværelsens sammenhæng og helhed. En lille fugl – en rødhals - på en gren over mig lægger hovedet på skrå – kikker undersøgende på mig. Jeg kikker ind i dens store klare øje, kikker ind i dets skinnende dybde. Ser et levende væsen, en ven, og oplever en tilstedeværelse, en sjæl som mig selv. Et syn der så sigende udtrykker, at vi er lige for hinanden. Så dybt stimulerende at opleve disse kendsgerninger i hjertet.
Dybt i dette store nu – dette landskab af nærvær, hvor jeg hører hvert blad synge lyksaligt i væskestrømmen – er også ulvens verden. Inderligt forbundet med livets ånde lever ulvene dybest set i et fællesskab med deres byttedyr - som celler i en større krop. Derfor vil ulvene i den vilde natur altid formere sig i et antal, som er i balance med byttedyrene, og skabe sundhed blandt dem. I naturens verden ånder livets mange udtryk – så som haren og ræven, duehøgen og egernet - i et fællesskab af dyb mening, som giver næring til alle.
Naturbrevet: Sensommer
Inde under træernes skyggende kroner, hvor stammerne står som strømmende vandsøjler af hvirvlende vand fra rodspidserne og op til de tyndeste kviste, udfolder der sig et mangfoldigt samfund i den høje luftfugtighed. En stor udgået stamme står i den fugtige skovbund og er dog fuld af liv. Flere steder er barken for længst faldet af. Veddet er dekoreret med store løse tuer af mos. Sorte og lyse partier i veddet røber forskellige svampes tilstedeværelse. Store dele af stammen er fyldt med et tætvævet netværk af svampetråde – hyfer – fra svampe, som er i gang med at æde det døde ved. De vokser ud af stammerne som hove og paddehatte – fyrsvampe og porcelænshatte - frugtlegemer, som danner sporer, der som det fineste støv fylder skovens rum. Vejrende lugter hyferne sig frem til de steder i stammerne med det nedbrydningsstade i veddet, som netop deres svampeart er bygget til at omsætte og derfor føles mest lækkert at gå ombord i. Andre stammer, som ligger i skovbunden i nærheden, er så formuldede, at de er overvokset med skovsyre og blåbær. Det er planter, som trives på den næring, der frigives ved nedbrydningen.
Et lille vandløb strømmer lifligt et sted, hvirvler sig ind under en af stammerne, og pibler i de lyseste klangfulde toner videre på den anden side, hvor bregner omkranser det med mørke klange - og lave tæpper af grønne urter løfter sceneriet til himlen. Inde i de udgåede stammer er utallige billelarver i færd med at gnave næring i sig. De bliver ved, til de er store nok til at forpuppe sig og blive biller. Flere har været 2-3 år under vejs, for nu i denne sommer at leve et kort voksenliv og på få uger at parre sig og lægge æg til en ny generation. Nu sidder de som blomsterbukke i fine farver i de lysfyldte enges blomstrende skærme og kurve, og æder pollen og blomsterblade på rølliker og mjødurter, hjortetrøst og angelik i selskab med nektarmæskende sommerfugle – admiraler og påfugleøjer.
Det er kornmodstid, hvor korn og græs normalt er modent. Det er tiden, hvor vi kan opleve kornmodsglans i nattemørket – glimt fra fjerne lyn - i den stille nat ude i horisonten langt borte. Overtoner, som skærer sig ind i nattehimlens fine kølighed i min indre himmelbues symfoni. Havvandet er stadig så varmt, at det ved nattetide kan holde tordenskyer kørende, som er blevet skabt over land om dagen.
Der er stille i sensommeren. Dog summer og hvisler insekterne stadig i det lysfyldte grønne. Over enge og vejrabatter breder gyldne stjernetæpper sig af små gule kurveblomster – høst-borst - som ivrigt besøges af lydløse svirrefluer, og hvor summende humlebi dronninger og flaksende sommerfugle samler næring til vinterdvalen.
Ved en søbred flyver guldsmede på jagt efter fluer og hvepse, som spises i flugten. Snart lavt, snart højt oppe i glideflugt eller bratte akrobatiske vendinger – frem og tilbage, op og ned – uden at nedsætte farten. Ind i mellem sætter de sig på en udgået gren eller hegnsstolpe og skinner med deres store vinger.
I dyndet ser jeg et dyrespor – fine aftryk af klove. Et rådyr har været her. Jeg holder min hånd hen over et af klovaftrykkende, og idet jeg spænder af i hele kroppen, glider jeg ind i et fortættet nærvær med sporet. En energi af billeder strømmer fra sporet, hvor jeg oplever et rådyr med fin rød sommerpels, der nipper af urterne ved vandkanten.
Indhyllet i skovens skyggefulde toner føres jeg ind på det kim til efteråret, der gemmer sig i alle de grønne blade rundt om mig.
Naturbrevet: Sommerdage
Træerne står og summer af liv. Svage, fine toner, som man kan dykke ind i - lade sig fylde af – når det indre øre er indstillet – og opleve, som en livsbekræftende sang. En sang om velvære og friskhed.
I hvert syngende blad – strømmende af safter - damper myriader af bitte små vandlegemer ud i luften – giver deres bidrag til skovens sang sammensat af tusinde klange.
En solsorthan sidder på en lav gren med hængende, baskende vinger og løftet hale og udstøder ivrigt djuv, djuv, djuv lyde. Den har opdaget noget. Jeg ser en ræv i det høje græs i det fjerne, som gnasker biller i sig og elegant hopper efter mus.
Et tordenskral runger gennem skoven. Kort efter kommer vandet. I store dråber plasker regnen ned over træernes kroner – drypper gennem løvet og opfrisker hele skoven – ahh! En dejlig lun sommerregn på mit hoved og arme. Fuglene liver op i den friskhed, som luften nu bliver fyldt af, og istemmer til lyden af dråber, der rammer bladene. Snart høres solsortenes fløjsbløde sang rundt om, og de fortsætter længe efter, at regnen er hørt op.
Det er ungetid. Nogle fugleunger er kommet godt fra start. Andre har mistet deres fysiske liv. Fanget og ædt, som mad til andre dyreunger, som har fået energi og byggesten til deres kroppe. Nyklækkede dronninger af humlebier og myrer flyver i sommervarmen med parring for øje. Engens grønne kupler af myreboer åbner sig en lun dag med høj skinnende himmel, som eneste gang i årets løb. Vingede dronninger og hanner kravler ud og flyver op mod det blå for at parre sig. Når dronningerne kommer tilbage til jorden med næste års yngel i sig og har fundet et sted at bygge bo, så bider de deres vinger af for at leve en jordtilværelse.
Rønnebærtræerne lyser orange fra deres mange modne bærklaser. Når rønnens bær lyser orange, så gør honningbierne sig parate til vinteren. Deres vinterforråd i form honning ligger nu i talrige små sekskantede celler i vokstavler, som hænger tæt side ved side i biboet. Familien samler nu ikke mere honning. Droneslaget er i gang, hvor arbejderbierne jager alle hanner – droner – ud af boet. De har gjort deres ved at parre sig med de nye dronninger og ellers sørget for liv og aktivitet i boet sommeren igennem. Nu er de værdiløse for familien. Der skal spares på honningen, så kun de livsvigtige bier må være i boet under vinterdvalen.
Andre bier er stadig aktive i blomsterne med at samle pollen til deres yngel. Bladskærer-bierne kan kendes på, at de løfter bagkroppen, når de boltrer sig i blomsternes flade kurve, mens de samler pollen på hele bugens måtte af korte, stive hår, så den bliver smuk gul.
De små gråbrune ager-humler besøger også stadig flittigt pollen- og nektarrige blomster og samler mad ind i kurvene på det bageste par ben. Mange humlebi-hanner besøger blomsterne. De har en dusk af gule hår i ansigtet, som de kendes på.
En svag sødlig duft af blåbær flyder på en ganske let strømning i luften under nogle egetræer. Disse træer slipper netop det passende lys gennem kronetaget, som blåbær trives med. Blåfarvede fugleklatter rundt om fortæller om besøg af solsorte og andre drosler.
Jeg sidder under et gammelt træ og forener mig med skovens nærvær. Stemningen er tæt og jeg oplever, at alle skabninger rundt om hilser tillidsfuldt på mig. En due kommer flyvende og sætter sig på en gren over for mig. Den kikker på mig. Jeg kikker på den – ser den, ja, ser den, som den virkelig er bag det fysiske udtryk. I dette nærvær forsvinder afstanden mellem den og mig som dug for solen. Mit hjerte åbner sig og jeg hører livets væsen tale gennem duen til mig og gennem mig til duen, en stilhedens røst. Dybe sammenhænge strømmer til min bevidsthed om helhed og altings enhed, og at alle vi skabninger er lige for hinanden. En inderlig glæde fylder mig.
Giv dig tid i denne sommer til sådan nogle åndehuller, hvor du sætter dig ved et dyr eller et træ - eller en stor sten. Spænd af fra top til tå, bliv stille og flyt din opmærksomhed ind i det levende nu af væren. Sid bare dér og vær til stede i dit hjerte. Når du føler, at der er en kontakt med din medskabning, så lyt – giv dig god tid. Du kan opleve, at der lige så stille åbnes til en fin indre kanal af forståelse, som strømmer fra livets ånde. Således går I over hinandens grænser blot for at finde, at der ikke er nogen grænser, der skiller jer. En fællesskabsfølelse vokser frem. Men pas på! Man kan blive afhængig af det. Der sker måske ikke noget de første gange. Øv dig. Øvelse gør mester!
Naturbrevet: Midsommermorgen
 |
Kvidrende boltrer de sig i morgenluftens friskhed. Små fjerklædte skabninger, ikke meget større end en finger - er svalerne, som skabt ud af luftens væsen, der i sin fugt bærer kaprifoliens duft - |
sødmefyldt, og stadig intens her i morgenstunden, hvor hyldebuskenes skærme af blomster lyser op i bryn og hegn, duftende ud over landskabets bølgende kurver med rosenbuskenes rosa kolorit.
Her findes ingen tid – bare én stor livfuld dans mellem jord og himmel, hvor omsorgsfulde, nærende kræfter fra jorden i hvert vibrerende øjeblik udtrykker formende kræfter fra dybe stjernetæpper - i hver fugl, der i dette nu sidder og gnider sin fjerdragt med det fineste fedtstof, - i hver plante, der i dette nu folder sig ud i engen, - i hvert vandløbs rislen gennem skovens dis, - i hver sommerfugls flaksende vingeslag, - i hvert landskabs pulserende symfoni, især hvor vi mennesker bærer dem i hjertet, - levende tilstedeværelser – syngende, strømmende, summende, pulserende, - samme tilstedeværelse, som strømmer i mit hjerte!
I markerne omkring mig spiller en trio med den blågrønne rug. Det er kornblomster, valmuer og kamille, som med blåt, rødt og hvidt giver kornet stemning og mening.
Vandperlerne i det dugvåde morgengræs stråler af livskræfter, trukket ud af planterne af sollysets varmende liv og det hvirvlende vands uophørlige strømning i hver lille dråbe -
 |
sikkert en fantastisk symfoni, hvis vi åbnede vore ører. Jeg bader mine fødder i det – og livseliksiren strømmer op i min krop og gør underværker.
En lærke synger gennem morgendisen i det fjerne. Samme nærvær, mig og den. Ægte fællesskabsfølelse – en god grobund for forståelse!
|
Naturbrevet: Sommermorgen
 |
Morgenen simrer af frisk dis. For en times tid siden, da dagen gryede i landskabets dirrende livfuldhed omkring mig, lyste morgenstjernen Venus klart på himlen til solsortens smukke klangfulde strofer fra et træ nær ved. Og min krops utallige, |
hvirvlende blodstrømme af friskhed – øgede deres strømning efter nattens hvile - på én gang nærende og rensende.
Nu er morgenen så lysfyldt, at solsortens sangiver for længst er forstummet. Jeg kikker på solens glødende, kraftfulde kugle, som langsomt siger op over horisonten og stråler mere og mere over det fjerne land bag fjorden. Solen sender et funklende, gyldent lys på vandet mod mig. Jeg lader lyset trænge dybt ind i mit indre – og omfavne med mit eget kraftfulde solvæsen. Én stor lysende tilstedeværelse af ufattelig dybde.
Jeg går ud i vandet og lægger mig i de solglitrende krystaller, idet jeg lader vandets morgenfriskhed smyge sig om min krop. Blødt, fint silkevand, på én gang rensende og styrkende. Som hundrede små hænder bærer vandet mig, når jeg lægger mig på ryggen og spænder hele kroppen af – en fin blid massage.
En musvåge jages af tre krager. Gang på gang dykker de ned over den store rovfugl, så den til sidst må søge ly i et træ. Svalerne – små livsglade væsener af fingerstørrelse – flyver lystigt kvidrende adrætte over bakkernes blomsterenge, hvor duften af somm
