Formidling / Naturbrev / Årets naturbreve

Årets naturbreve

Naturbrevet  Syng med træerne
 
 
Lyngens ris står perlende af dug mellem søjler af enebær. Her og der breder egetræer deres kroner ud over urterige græstæpper. Morgenens glød stråler sit lys lavt i horisonten. Over den er himlen gulgrøn og tegner trækronerne i skarpe silhuetter. Højere oppe tynder lyset ud. Det fortaber sig i nattemørket, som stadig strækker sin uendelighed over mig. Her mod øst stråler bjørnevogteren Arcturus sit gnistrende lys. Den ses som en forlængelse af Karlsvognens stang – et godt stykke under. Arcturus´ lys bringer en energistrømning med sig, som rummer en kraft af lykke og rigdom – en foretagsom energi, som kommer den til gode, som lader skinnet fra stjernen tage bolig i sit indre. Prøv det! Giv dig selv den gave at mærke Arcturus energiens særlige karakteristika, når du åbner dig for dens indstrømning i dit væsen. Arcturus kan være et fyrværkeri af blinkende farver på tidspunkter, hvor den står lavt i horisonten. Og være nærmest dansende.

Lavt i den glødende horisont er Venus nu stået op og skinner sit rolige lys i den gryende dag. Om en times tid synker horisonten ind i solens glans og Venus skjules af dens lys. Træernes kroner trykker sig stadig knivskarpt mod himlen. Over alt på de tynde, fine kviste er der fyldt med knopper, i hvilke det kommende forårs blade allerede er dannet. Nu hviler de fint sammenfoldet i en kokon af skæl i brunt og rødt, sort eller grønt.

Det er en vindstille morgen. Alt er tyst. Kun høres dryppene fra grenenes hængende vanddråber, når de rammer jorden. På en gren sidder en råge roligt optaget af at ordne sine vingefjer. Den sidder i sin helt egen verden, tillidsfuldt, i sin sorte dragt glinsende i fine metalliske farver, som changerer i lyset. Med næbspidsen tager den lidt fedtet voksagtig væske fra en kirtel, lige over gumpen. Svingfjer efter svingfjer bliver kikket efter, sat i orden og vokset ind. Under rågens fjerpleje driver tynde transparente totter af dis gennem trækronens grenverden. Tot efter tot stryger langs fuglens krop. De afsætter dråber af hvirvlende energifyldt vand, som styrker fuglens krop.

Fugle benytter en stor del af deres tilværelse på at pleje fjerdragten. Den sindrige struktur af fjerstråler skal holdes intakt og fjerene skal kunne sky vandet. Det er vigtigt for at de både er egnede til at flyve med og kan isolere mod kulde. Hvis en fjer er blevet så snavset, at fuglen ikke kan gnide den ren med sit næb, eller en fjer har sat sig skævt, så hiver fuglen den ud. Hver fjer har sit særlige sving på sin plads i rækken af fjer, så fuglens flyvning med udbredte vinger bliver et synligt udtryk for luftens bevægelser og lethed.

Det er mossernes årstid. Overalt på skovens overflader af bark, sten og jord vokser forskellige mosplanter i udbredte puder og tæpper. Luftens mættede fugtighed får dem til igen at strutte af velvære efter sommerens udtørrende tid.
 
 
 På min tur gennem landskabet er det nu blevet middag. Solen stråler højt i syd. Jeg er gået ud til en gruppe af store træer på en bakketop. På dette åbne og lyse sted har træerne rigtigt vokset sig bredkronede. Græstæppet under dem dekoreres af talrige blade i blege farver. De danner en symfoni med en mangfoldig formverden af frøstande fra sommerens urteflora, som nu har kastet deres frø. Rølliker, merian, perikon og kodriver.
 
 
Jeg kikker nærmere på et af træerne. Det står i sin vælde og stråler af livskraft. Grenene er beklædt med lav i buskede grå og grønlige nuancer. Nogle steder ser jeg bevoksninger af de små sorte knappenålsformede laver, som fortæller, at der på dette sted har vokset gamle træer i flere hundrede år. De har nemlig en lille spredningsevne. På den skorpede bark vokser forskellige grønne mosser. Nogle klæber sig til underlaget. Andre strutter som små fjer ud fra barken.

Jeg lægger min hånd på træet og hilser på det. Møder træet i den væren, som rummer os begge. Træet åbner sig, og viser mig tillidsfuldt sin verden af liv. I dyb ro og med en rodfæstet styrke i en himmelstræbende lethed står træet og vibrerer sit liv for mig. Jeg føler trang til at møde træet i en tone – finde en fælles resonans. Jeg giver mig til at synge forskellige vokaler til træet, prøver også tonehøjder og dybder, mens jeg lytter efter svar. Pludselig ved en af tonerne lyder min sang anderledes. Den bliver overstrøget med en fylde af talrige klange. De vibrerer af overtoner i godt selskab med hinanden. Træet svarer mig. Vi har fundet hinanden. På denne særlige tone mødes vi nu i et livfuldt nærvær. Jeg ser i mit indre tonerne tage farve. En klingende stråleglans i talrige farver.

Længe er jeg opslugt i denne verden af toner og deres farver, da der pludselig lyder andre toner over mig. Sjag, sjag og igen sjag, sjag, sjag, nu flere steder fra. En flok af de drosselstore sjaggere flyver snakkende afsted, søgende efter bærrige træer at mæske sig i.
 

 
Naturbrevet Rødhalsesang
 
 
En krydret duft strømmer fra træernes blade og fra tæppet af blade over alt omkring mig. Et farvespil af utallige nuancer. I denne tid suger træerne alle bladenes grøn farvestof – klorofylet – tilbage til kviste og knopper. Da kommer bladenes andre farver til syne, som klorofylet har skjult gennem hele sommeren. Jeg oplever andre klange fra bladene nu. Mere rolige, men stadig tætte og fyldige vibrationer. Klorofylet bliver i kvistene hele vinteren. Når forårets tiltagende lys rammer træerne og knopperne folder sig ud, da genbruges klorofylet.

En brise strømmer gennem skoven fulgt af utallige svævende og vuggende blade. Vibrerende af de fineste klange lægger de sig på jorden - syngende deres sang.

Jeg har opsøgt et vildsomt landskab dækket af store skove. Da jeg kikker op mellem trækronerne mod himlen, ser jeg myriader af intenst lysende gnister over alt. De trækker lysende haler efter sig. Det er livsgnister, som luften i skoven er opladet af. Skoven har vokset her i århundreder. Den rummer stærke kræfter, som lader mig op med liv. Skoven lukker sig omkring mig og jeg mærker, at dens energi også går ind i min dybde, hvor den som en cello adagio får mig til at slippe det uforløste og forvandle det til ren omsorg og nye strofer til mit livs sang – godt hjulpet af rødhalsens blide, beroligende efterårsstrofer i et nærliggende træ.

En gærdesmutte hopper ud og ind mellem kvistene på et klippefremspring, mens den synger sin ivrige sang, og skælder ud, når noget forstyrrer den.

Det er stille og en let dis indhyller skovens dybe ro. Træerne står strømmende af liv og lyser op - hvilende i sig selv. Stolte, trygge støtter, der bærer skovens verden. Jeg lader skovens stemning lukke sig omkring mig. Mine sanser udvider sig og jeg får vist rislende vand, der strømme af sted som hvirvlende lys. En brise strømmer forbi mig og sætter luftens elementer i bevægelse, så de klinger som små fine glasklokker i alle regnbuens farver – lige som når fine snekrystaller drysser fra en snepudret gren i solskin. En ny brise kommer strømmende og straks klinger luften igen og gnistrer af farver. Da jeg kikker på træerne omkring mig, så synes de meget levende og bøjer sig interesseret mod mig. Jeg kikker op og ser en stjernehimmel med et himmelrum fyldt med strukturer og sammenhænge.

 
Jeg giver mig til at nynne toner af fryd afstemt efter skovens sang. Rundt om mig oplever jeg noget levende vokse frem og udtrykke sig. Skoven udtrykker en tydelig glæde og interesse for min deltagelse i dens verden. En intens stemning at sidde i. Nu kikker mange øjne på mig mellem stammerne. Væsener – bevidstheder viser tydeligt interesse for min deltagelse i skovens symfoni.

Fra svampene på en udgået gren, og fra de gyldne blade som vuggende daler gennem luften, til ravneparret, der sidder i nogen afstand og kalder med metalliske klonk, klonk, strømmer klangene ind i mig og blander sig med mine indre klange og farver. Skoven og jeg bliver én stor livfuld symfoni.

Solen står nu højt på himlen. Den stråler ned mellem træernes halvnøgne grene og danner lyse pletter på bladtæppet. Små flokke af vindrosler og silkehaler fra de nordlige skove samler sig med sultne solsorte i æbletræer og i bærfyldte tjørn og røn. Og udtrykker med disse træer et samliv. At om foråret synger fuglene træernes blomstring frem og om efteråret serverer træerne bær tilbage til fuglene. 
 
 
 
Højt til vejrs – oppe over trækronerne kommer en stor trækkende gåseflok. I en flot V-formation glider fuglene gennem luften. De er på vej fra ynglepladser i nordøst og mod lunere himmelstrøg. Hen over dagen er flokke af gæs med jævne mellemrum kommet gak´ene. De flyver ubesværet af sted i deres lette kroppe, som er fyldt med hulrum, og beklædt med aerodynamiske fjerdragter, skabt ud af luftens dansende væsen. Gæssene er i deres rette element og flyver i en tæt sammenvævet organisme med hinanden og med luftens bølgemønstre – højt over skovens tag.

Vejen snor sig af sted mod den tidlige aftens lange skygger. På skråningerne breder tætte blåbærkrat sig. Enkelte indtørrede bær sidder endnu violetsorte. Længere henne samler et egern nødder i et buskads med hasselbuske. 
 
Naturbrevet Dis i septemberskin
 

 
Jeg går mellem skovens træer i en kølig, let dis. Den skinner som det tyndeste slør af sølv – og tager beskyttende om mig.

Her og der putter svampe sig i græsset. Hvide, brune og gyldne. På nogle stammer vokser klynger frem af små brune paddehatte. Der er tyst i skoven. Træerne har sat frugt og frø. Olden drysser fra eg og bøg. Fra ahorn, løn og lind flyver hvirvlende propeller mod jorden. Hvert frø har kimen til et nyt træ. Æbler, slåen og forskellige bær byder sig til for at få spredt deres frø og kerner.
 
Over alt stråler edderkoppernes fangstnet. Nogle steder i spindet har edderkoppen hængt madpakker, hvor den har indsvøbt en flue i et hvidt silkespind til senere fortæring. Det ligner en mumie. Et sted ude i siden af fangstnettet sidder edderkoppen og venter på, at flere insekter flyver ind i nettet.
 
 
En let brise suser sin fine lyd fra sitrende løv i træernes kroner og rører i disen. Solen er på vej ned under horisonten og ser ud til at tage disen med sig. Septembers klare og skinnende luft stråler frem med sin mildhed nogle øjeblikke. I et træ nær ved er en lysstråles sitrende glans blevet opsøgt af en solsort, som nu synger sin lavmælte stemningsfulde efterårssang af fine små strofer i de sidste solstråler. Stroferne væver sig ind i den dybe stilhed mellem træerne. Det opleves som om fuglen sætter musik til trækronernes verden af blade, som over alt vugger lige så let og fint på deres stilke til sollysets sitrende glansfuldhed.
Om lidt, når solen er væk og kaster sine farver op på himlens skyer, så bliver der helt stille. Det mærkes som om, skovens åndedrag bliver roligere.

Jeg sidder i et skovbryn og ser flagermus danse flaksende rundt. De ser eller rettere hører hele landskabet på baggrund af tilbagekastning af lyde, som de udsender i en jævn strøm og manøvrerer lige så sikkert rundt, som os andre.
Træernes skygger væver sig ind i mig som et net af støttende liv fra de åndende træer. I pletter af det svage aftenlys på stammer og grene ser jeg edderkopper i færd med at bygge fangstnet til natten.
Tusmørket breder sig langsomt. Det tager mig ind til sig i en dets blide tryghed. I østhimlen toner Plejaderne frem. Det lille stjernebillede står højt på himlen. Under det sitrer tyrens stjerner i mørket med især Arcturus´ tindrende klarhed.
Lavt i horisonten står Orions mægtige Betelgeuse og stråler sit særlige skær af orangerødt høstkolorit - som et øje, der ser alt. Jeg lader stjernens særlige lys brede sig i mig, og et tæt nærvær med stjernens væsen vokser frem, som jeg sidder der i nattemørket. En dyb ro fylder mig - som en eliksir, der åbner for en strøm af omfattende tryghed.
 
 
Gå ud i nattemørket under stjernerne og find en stjerne, som særligt tiltrækker dig. Lad dens skin fylde dig. Mærk dens gave til dit liv lige nu.
 
Naturbrevet Ravneflugt
 
 
Morgendisen ligger som en dyne over bakker og lavninger. En dyne af fine, mikroskopiske svævende vanddråber, der indvæver sig i lyset og danner gråt i gråt i forskellige nuancer. Disen dæmper trækronernes silhuetter. De skimtes lige akkurat mod himlen. Træernes funklende verden af skinnende dugdråber, fortættet på kviste og knopper i nattens løb, løsner sig nu en efter en og drypper ned i skovbunden med hele deres hvirvlende verden af pulserende livskræfter. Over alt lyder dryp på dryp, især da en brise bevæger sig gennem landskabet og sætter bevægelse i disen og træernes kroner. Nogle steder er disen tyndere. Dér toner lyset frem og danner dybde, så træernes pulserende liv træder tydeligere frem.

Det suser let i skovens kronetag. Én lang hviskende tone. Pludselig bliver den fyldigere, for kort efter igen at tynde ud i en spinkel, fin susen. Så ændrer den sig igen til en tæt og kraftig brusen. Jeg lytter til den skiftende lyd og lader den trænge ind i mit væsen. Skovens susen og min krop strømmer i et tæt nærvær. Jeg bliver en del af skoven. Denne susen gør mig så godt og den hører lige som hjemme i min krop. Jeg oplever den som en urgammel lyd, der fører mig langt ind i mit indre univers, hvor den viser sider af mig selv, som er tæt forbundet med skoven.

I disen hører jeg en flok gæs flyve gakkende af sted. En lyd, som så fint hører hjemme i skovens fine susen. Disens tætte fugtighed af mikroskopiske små svævende vanddråber forstærker lydene, så gæssene synes at være lige over mig.
 


Nogle klangfulde, dybe korrp, korrp lyde høres et stykke væk. De fødes lige som ud af skovens susen og giver genlyd i landskabet. Jeg kikker op, hvor flere luftninger efterhånden har spredt disen. Men intet sker. Der er igen helt stille. Jeg ved dog, hvad der er på vej. Dér kommer de. Ud af disen og med halvanden meter lange, dybe vingeslag – kaldende på hinanden – flyver to store, kulsorte fugle. Det er ravne. Levende nærværelser af sansende bevidsthed gennemstrømmer deres krop og deres flugt ud til de yderste vingespidser.

Ravnene kender deres landskab og de ser alt. Ådsler og syge dyr. Deres kulsorte dragter changerer i de skønneste metalliske farver. Hver svingfjer på vingerne indgår i en vifte, som skærer sig gennem luftens tynde hav og bærer fuglene af sted. De kender lufthavets muligheder for leg. I deres væren et med vinden, boltrer de sig ofte. Ind i mellem svæver de på udbredte vinger på luftens opdrift – stiger i højde og falder så igen – på én gang graciøst og legende.

Så sætter de sig i hver sin trætop, et stykke fra hinanden. Hele tiden er de på udkik. Jeg stopper op og får øjenkontakt med den ene fugl. Jeg åbner mit hjerte for den og sender den en strømning af tillid. Fuglen reagerer på mit ønske om kontakt, og i et nu suges jeg nærmere fuglen. Jeg oplever, at jeg kikker dybt ind i dens ene øje, ind i dens dybe væsen. Jeg mærker dens følelser og tanker, og sender den en tavs strøm af ord og billeder, hvor jeg udtrykker min taknemmelig for at den findes.

Pludselig er jeg ravnen. Den letter, og jeg oplever at være den flyvende ravn. Jeg ser de lange, smalle vinger bevæge sig op og ned. Hver svingfjer vrider sig med luftens bølger. De former sig i en tæt dans med luftens elastiske, usynlige strømninger – og gør dem synlige for mig. Jeg hører de fine, susende lyde fra svingfjernes vridninger. Mærker opdriften, som bærer kroppen frem ad. En dejlig varm og levende krop omsluttet af dun og fjer.

Jeg kikker ud af øjenkrogene og oplever landskabet rundt om på en meget synlig måde. Jeg sanser alt, også det som ligger bag bakketoppe i synsfeltet. Ser lige som igennem alt. De rolige, dybe vingeslag må arbejde godt i den sidevind, der er over skoven. Så svinger fuglen rundt i luften. Den leger med vinden mens dragten glinser i lyset. Fuglen bliver på en synlig måde vinden, som bølger af sted. En rigtig luftakrobat. Fuglen kikker rundt i landskabet. Kender de gode steder, hvor dyrene kan finde læ for lige den retning, som vinden har. Ravnen ved præcis, hvor den har efterladt ådsler, der ligger og mørner tilpas til at blive ædt og fordøjet.

Jeg har stået i luftrummet på en bakketop og fulgt ravnenes leg. Nu sætter jeg mig i græsset nær en enebærbusk, som slank strækker sig mod himlen. Ved dens top sværmer en lille flok af vintermyg. De tegner streger i luften, som synlige billeder af strømningerne fra buskens pulserende liv. Myggesværm og enebær forenet i én skikkelse. Vibrationer af liv, som kun kan opfattes i et nærvær med busken og de dansende insekter. Det er hanner, som danser for at tiltrække en hun. Med deres glasklare vinger udtrykker flokken forskellige former. Nu samler de sig i en lille tæt sværm, for i næste øjeblik at sprede sig ud i en fyldig form. Hele tiden har hver han forbindelse med de andre. Så strækker sværmen sig og bliver tynd og lang. Ren væren i dette øjeblik. Det er så beroligende at kikke på deres dans. En dejlig stilhed spreder sig i mig. En let brise strømmer pludselig forbi og spreder myggene. Pludselig er alle væk. De har sat sig til hvile mellem enebærbuskens strittende nåle og er blevet usynlige.
 
 
 
Naturbrevet Gyldne glimt
 
 
Den krydrede duft af nødder, nedfaldne blade og svampe kommer mig i møde og pirrer i næsen, da jeg nærmer mig et træ, som gyldent står og lyser i morgensolens glans. Jeg hilser taknemmeligt på træet, og i denne åbning, som derved opstår, strømmer fra træet livfulde essenser ind i alle mine kropsceller og fylder mit væsen med tidløshed og omsorg.

Uendelighedens blå bærer hvert vuggende blad – gyldne glimt – som, når de lægger sig til ro i det grønne græs, danser videre op i luften hver gang en let brise strømmer hvirvlende gennem skoven.

Et egern pusler i skovbunden på jagt efter nødder, der falder fra hassel, bøg og eg. Nu skal depoter fyldes op rundt omkring i hule træer eller graves ned i jorden. I løbet af vinteren lugter egernet sig så frem til depoternes særlige nøddeduft. 
 
 
Hele stedet, hvor jeg har sat mig, vibrerer af livsaktivitet, som jeg sanser med både krop, øjne og ører. Jeg oplever en sang af toner – nogle er dybe, andre er lyse – nogle er udtryksfulde, mens andre er spinkle. Sangen tager mig ind til sig, og den samhørighed opstår i denne fælles væren.

Jeg rejser mig og giver mig til at danse mellem træerne. Udtrykker den skov, som lever i mit indre, ved at danse til den livfuldhed, der strømmer fra hele skovens dyb – ikke hørbart, men alligevel så fyldigt og kraftfuldt. Jeg istemmer og synger improviseret toner frem, udtrykker min stemme melodisk i koret. Da jeg efter en længere serenade stopper og lytter, da oplever jeg, at skoven rundt om mig er livet op. Det er som utallige væsener stirrer nysgerrige og glade på mig.

Trompeterende og skjaldende stemmer bæres klangfuldt gennem luften fra et sted lavt over træernes kroner. Da kommer de som ventet. En flok trækkende traner, tydeligt søgende efter et rastested med mad. Benene er strakt bagud, og med halsen i en lige linje fremad, bærer de lange, brede vinger de store fugle af sted på elastiske luftbølger, som opstår under flugten. Hele flokken viser med deres vingers bevægelser et synligt og levende billede af de luftbølger, der bliver dannet under flugten af den forreste fugl og som både udnyttes og vedligeholdes af de følgende fugle.

I stilhedens ophøjede ro blandt de dalende gyldne glimt lyder en stille hakken. En spætmejse hakker i en nød, den har sat fast i en barksprække.
 
 
 
 
Naturbrevet Dage med skinnende luft
 
 
Tågede morgener, hvor dråber svæver skinnende i den opstående sols lys – funklende i alle farver - indtil lysets varme tørrer luften op til en funklende klarhed. Et skin af det fineste lys – nærmeste selvlysende - nu hvor sommerens varmedis er udskiftet med køligere luftstrømme.
Rundt om står træernes kroner, som skulpturer med et skær af lys – spejlinger fra den skinnende luft, der toner frem i den klarhed, som morgendisens funklende vanddråber langsomt svæver væk i. Roen og det enkle udtryk i de melodier – tonende mellem det lette og det dybe - der indfinder sig i dette sceneri, strømmer ind i mig og gør underværker.

Myriader af blade, nu læderagtigt faste i vævet, sidder overalt på hver en kvist omkring mig. De er mærket af sommerens perioder med blæst og tørke. Nogle er revnede, andre har indtørrede partier eller er farvet røde. Mange blade er plettede af svampe, der vokser frem med deres frugtlegemer, som sorte eller brune pletter. Men stadig suger bladene solens lys til sig og laver næring til træerne, når de åndende udveksler luftarter med omgivelserne.
Ved hvert bladfæste på kvistene er for længst vokset en knop frem. Hver knop i livets endeløse hav af knopper er et lille, færdigt dannet blad, fint sammenfoldet og dækket beskyttende af knopskæl i sort, brunt, rødt eller grønt – parat til at bryde knoppens beskyttende dragt, og folde sig ud i forårets lune dage. Hvert træs knopper har sin farve. Asken har sorte, linden har røde.
 
To duer har sat sig i en hyld fyldt med klaser af sorte skinnende bær. Lige så stille sidder de og plukker et bær af gangen og synker det. Fredfyldt i en stille ro. Mens en røn tæt ved, lysende orange byder sig til blandt droslerne.
Nogle myg danser i en solstribe – og udtrykker i deres dans tilværelsens sammenhæng og helhed. En lille fugl – en rødhals - på en gren over mig lægger hovedet på skrå – kikker undersøgende på mig. Jeg kikker ind i dens store klare øje, kikker ind i dets skinnende dybde. Ser et levende væsen, en ven, og oplever en tilstedeværelse, en sjæl som mig selv. Et syn der så sigende udtrykker, at vi er lige for hinanden. Så dybt stimulerende at opleve disse kendsgerninger i hjertet.
Dybt i dette store nu – dette landskab af nærvær, hvor jeg hører hvert blad synge lyksaligt i væskestrømmen – er også ulvens verden. Inderligt forbundet med livets ånde lever ulvene dybest set i et fællesskab med deres byttedyr - som celler i en større krop. Derfor vil ulvene i den vilde natur altid formere sig i et antal, som er i balance med byttedyrene, og skabe sundhed blandt dem. I naturens verden ånder livets mange udtryk – så som haren og ræven, duehøgen og egernet - i et fællesskab af dyb mening, som giver næring til alle.
 


 
Naturbrevet: Sensommer
 
 
Inde under træernes skyggende kroner, hvor stammerne står som strømmende vandsøjler af hvirvlende vand fra rodspidserne og op til de tyndeste kviste, udfolder der sig et mangfoldigt samfund i den høje luftfugtighed. En stor udgået stamme står i den fugtige skovbund og er dog fuld af liv. Flere steder er barken for længst faldet af. Veddet er dekoreret med store løse tuer af mos. Sorte og lyse partier i veddet røber forskellige svampes tilstedeværelse. Store dele af stammen er fyldt med et tætvævet netværk af svampetråde – hyfer – fra svampe, som er i gang med at æde det døde ved. De vokser ud af stammerne som hove og paddehatte – fyrsvampe og porcelænshatte - frugtlegemer, som danner sporer, der som det fineste støv fylder skovens rum. Vejrende lugter hyferne sig frem til de steder i stammerne med det nedbrydningsstade i veddet, som netop deres svampeart er bygget til at omsætte og derfor føles mest lækkert at gå ombord i. Andre stammer, som ligger i skovbunden i nærheden, er så formuldede, at de er overvokset med skovsyre og blåbær. Det er planter, som trives på den næring, der frigives ved nedbrydningen.


Et lille vandløb strømmer lifligt et sted, hvirvler sig ind under en af stammerne, og pibler i de lyseste klangfulde toner videre på den anden side, hvor bregner omkranser det med mørke klange - og lave tæpper af grønne urter løfter sceneriet til himlen. Inde i de udgåede stammer er utallige billelarver i færd med at gnave næring i sig. De bliver ved, til de er store nok til at forpuppe sig og blive biller. Flere har været 2-3 år under vejs, for nu i denne sommer at leve et kort voksenliv og på få uger at parre sig og lægge æg til en ny generation. Nu sidder de som blomsterbukke i fine farver i de lysfyldte enges blomstrende skærme og kurve, og æder pollen og blomsterblade på rølliker og mjødurter, hjortetrøst og angelik i selskab med nektarmæskende sommerfugle – admiraler og påfugleøjer.

Det er kornmodstid, hvor korn og græs normalt er modent. Det er tiden, hvor vi kan opleve kornmodsglans i nattemørket – glimt fra fjerne lyn - i den stille nat ude i horisonten langt borte. Overtoner, som skærer sig ind i nattehimlens fine kølighed i min indre himmelbues symfoni. Havvandet er stadig så varmt, at det ved nattetide kan holde tordenskyer kørende, som er blevet skabt over land om dagen.
Der er stille i sensommeren. Dog summer og hvisler insekterne stadig i det lysfyldte grønne. Over enge og vejrabatter breder gyldne stjernetæpper sig af små gule kurveblomster – høst-borst - som ivrigt besøges af lydløse svirrefluer, og hvor summende humlebi dronninger og flaksende sommerfugle samler næring til vinterdvalen.
Ved en søbred flyver guldsmede på jagt efter fluer og hvepse, som spises i flugten. Snart lavt, snart højt oppe i glideflugt eller bratte akrobatiske vendinger – frem og tilbage, op og ned – uden at nedsætte farten. Ind i mellem sætter de sig på en udgået gren eller hegnsstolpe og skinner med deres store vinger.
I dyndet ser jeg et dyrespor – fine aftryk af klove. Et rådyr har været her. Jeg holder min hånd hen over et af klovaftrykkende, og idet jeg spænder af i hele kroppen, glider jeg ind i et fortættet nærvær med sporet. En energi af billeder strømmer fra sporet, hvor jeg oplever et rådyr med fin rød sommerpels, der nipper af urterne ved vandkanten.

Indhyllet i skovens skyggefulde toner føres jeg ind på det kim til efteråret, der gemmer sig i alle de grønne blade rundt om mig.
 
Naturbrevet: Sommerdage
 
 
Træerne står og summer af liv. Svage, fine toner, som man kan dykke ind i - lade sig fylde af – når det indre øre er indstillet – og opleve, som en livsbekræftende sang. En sang om velvære og friskhed.
I hvert syngende blad – strømmende af safter - damper myriader af bitte små vandlegemer ud i luften – giver deres bidrag til skovens sang sammensat af tusinde klange.
En solsorthan sidder på en lav gren med hængende, baskende vinger og løftet hale og udstøder ivrigt djuv, djuv, djuv lyde. Den har opdaget noget. Jeg ser en ræv i det høje græs i det fjerne, som gnasker biller i sig og elegant hopper efter mus.
Et tordenskral runger gennem skoven. Kort efter kommer vandet. I store dråber plasker regnen ned over træernes kroner – drypper gennem løvet og opfrisker hele skoven – ahh! En dejlig lun sommerregn på mit hoved og arme. Fuglene liver op i den friskhed, som luften nu bliver fyldt af, og istemmer til lyden af dråber, der rammer bladene. Snart høres solsortenes fløjsbløde sang rundt om, og de fortsætter længe efter, at regnen er hørt op.
Det er ungetid. Nogle fugleunger er kommet godt fra start. Andre har mistet deres fysiske liv. Fanget og ædt, som mad til andre dyreunger, som har fået energi og byggesten til deres kroppe. Nyklækkede dronninger af humlebier og myrer flyver i sommervarmen med parring for øje. Engens grønne kupler af myreboer åbner sig en lun dag med høj skinnende himmel, som eneste gang i årets løb. Vingede dronninger og hanner kravler ud og flyver op mod det blå for at parre sig. Når dronningerne kommer tilbage til jorden med næste års yngel i sig og har fundet et sted at bygge bo, så bider de deres vinger af for at leve en jordtilværelse.
Rønnebærtræerne lyser orange fra deres mange modne bærklaser. Når rønnens bær lyser orange, så gør honningbierne sig parate til vinteren. Deres vinterforråd i form honning ligger nu i talrige små sekskantede celler i vokstavler, som hænger tæt side ved side i biboet. Familien samler nu ikke mere honning. Droneslaget er i gang, hvor arbejderbierne jager alle hanner – droner – ud af boet. De har gjort deres ved at parre sig med de nye dronninger og ellers sørget for liv og aktivitet i boet sommeren igennem. Nu er de værdiløse for familien. Der skal spares på honningen, så kun de livsvigtige bier må være i boet under vinterdvalen.
Andre bier er stadig aktive i blomsterne med at samle pollen til deres yngel. Bladskærer-bierne kan kendes på, at de løfter bagkroppen, når de boltrer sig i blomsternes flade kurve, mens de samler pollen på hele bugens måtte af korte, stive hår, så den bliver smuk gul.
De små gråbrune ager-humler besøger også stadig flittigt pollen- og nektarrige blomster og samler mad ind i kurvene på det bageste par ben. Mange humlebi-hanner besøger blomsterne. De har en dusk af gule hår i ansigtet, som de kendes på.
En svag sødlig duft af blåbær flyder på en ganske let strømning i luften under nogle egetræer. Disse træer slipper netop det passende lys gennem kronetaget, som blåbær trives med. Blåfarvede fugleklatter rundt om fortæller om besøg af solsorte og andre drosler.
Jeg sidder under et gammelt træ og forener mig med skovens nærvær. Stemningen er tæt og jeg oplever, at alle skabninger rundt om hilser tillidsfuldt på mig. En due kommer flyvende og sætter sig på en gren over for mig. Den kikker på mig. Jeg kikker på den – ser den, ja, ser den, som den virkelig er bag det fysiske udtryk. I dette nærvær forsvinder afstanden mellem den og mig som dug for solen. Mit hjerte åbner sig og jeg hører livets væsen tale gennem duen til mig og gennem mig til duen, en stilhedens røst. Dybe sammenhænge strømmer til min bevidsthed om helhed og altings enhed, og at alle vi skabninger er lige for hinanden. En inderlig glæde fylder mig.
 
 
Giv dig tid i denne sommer til sådan nogle åndehuller, hvor du sætter dig ved et dyr eller et træ - eller en stor sten. Spænd af fra top til tå, bliv stille og flyt din opmærksomhed ind i det levende nu af væren. Sid bare dér og vær til stede i dit hjerte. Når du føler, at der er en kontakt med din medskabning, så lyt – giv dig god tid. Du kan opleve, at der lige så stille åbnes til en fin indre kanal af forståelse, som strømmer fra livets ånde. Således går I over hinandens grænser blot for at finde, at der ikke er nogen grænser, der skiller jer. En fællesskabsfølelse vokser frem. Men pas på! Man kan blive afhængig af det. Der sker måske ikke noget de første gange. Øv dig. Øvelse gør mester!
Naturbrevet: Midsommermorgen
Kvidrende boltrer de sig i morgenluftens friskhed. Små fjerklædte skabninger, ikke meget større end en finger - er svalerne, som skabt ud af luftens væsen, der i sin fugt bærer kaprifoliens duft -
sødmefyldt, og stadig intens her i morgenstunden, hvor hyldebuskenes skærme af blomster lyser op i bryn og hegn, duftende ud over landskabets bølgende kurver med rosenbuskenes rosa kolorit.

Her findes ingen tid – bare én stor livfuld dans mellem jord og himmel, hvor omsorgsfulde, nærende kræfter fra jorden i hvert vibrerende øjeblik udtrykker formende kræfter fra dybe stjernetæpper - i hver fugl, der i dette nu sidder og gnider sin fjerdragt med det fineste fedtstof, - i hver plante, der i dette nu folder sig ud i engen, - i hvert vandløbs rislen gennem skovens dis, - i hver sommerfugls flaksende vingeslag, - i hvert landskabs pulserende symfoni, især hvor vi mennesker bærer dem i hjertet, - levende tilstedeværelser – syngende, strømmende, summende, pulserende, - samme tilstedeværelse, som strømmer i mit hjerte!

I markerne omkring mig spiller en trio med den blågrønne rug. Det er kornblomster, valmuer og kamille, som med blåt, rødt og hvidt giver kornet stemning og mening.
Vandperlerne i det dugvåde morgengræs stråler af livskræfter, trukket ud af planterne af sollysets varmende liv og det hvirvlende vands uophørlige strømning i hver lille dråbe -
sikkert en fantastisk symfoni, hvis vi åbnede vore ører. Jeg bader mine fødder i det – og livseliksiren strømmer op i min krop og gør underværker.
 
En lærke synger gennem morgendisen i det fjerne. Samme nærvær, mig og den. Ægte fællesskabsfølelse – en god grobund for forståelse! 

 
 
 Naturbrevet: Sommermorgen
 Morgenen simrer af frisk dis. For en times tid siden, da dagen gryede i landskabets dirrende livfuldhed omkring mig, lyste morgenstjernen Venus klart på himlen til solsortens smukke klangfulde strofer fra et træ nær ved. Og min krops utallige, 
hvirvlende blodstrømme af friskhed – øgede deres strømning efter nattens hvile - på én gang nærende og rensende.

Nu er morgenen så lysfyldt, at solsortens sangiver for længst er forstummet. Jeg kikker på solens glødende, kraftfulde kugle, som langsomt siger op over horisonten og stråler mere og mere over det fjerne land bag fjorden. Solen sender et funklende, gyldent lys på vandet mod mig. Jeg lader lyset trænge dybt ind i mit indre – og omfavne med mit eget kraftfulde solvæsen. Én stor lysende tilstedeværelse af ufattelig dybde.

Jeg går ud i vandet og lægger mig i de solglitrende krystaller, idet jeg lader vandets morgenfriskhed smyge sig om min krop. Blødt, fint silkevand, på én gang rensende og styrkende. Som hundrede små hænder bærer vandet mig, når jeg lægger mig på ryggen og spænder hele kroppen af – en fin blid massage.

En musvåge jages af tre krager. Gang på gang dykker de ned over den store rovfugl, så den til sidst må søge ly i et træ. Svalerne – små livsglade væsener af fingerstørrelse – flyver lystigt kvidrende adrætte over bakkernes blomsterenge, hvor duften af sommer skaber et summende liv af blomsterbadende bier og en flaksende verden af sommerfugle. Luften er lun og tørrer snart ud ved den lette brise. En bagende tør dag folder sig ud.

Gyldne strå og aks står over mig på en bakkekant. Mellem dem skinner den blå himmels uendelighed. I dette syn danner sig et rum af varmt, tørt svæv af lethed – fyldt med sommerens næring – som lufttørret hø. Jeg indånder himlens blå friskhed og lader dens dybe tryghed og storhed udfolde sig i mit væsen. Ahh!

En sød duft af kvæg pirrer i min næse. Uhm! Bag en bakke bevæger en lille flok sig hen over urtetæppet – en åndende enhed, som hele tiden er i bevægelse. Nu udstrækkende sig – så samlende sig – koncentreret græssende, mens deres haler danser en klaskende dans med fluerne.

Senere – i middagsstunden - sidder jeg ved fjordens bred og lytter til vandets dovne skvulp mod stranden og ser tangskovenes toppe vugge i overfladen.
Nyhedsbrev: Det spæde forår  
  Morgenens fine rim af iskrystaller på strå og grene glitrer i skinnet fra den opgående sol. Hvor lyset rigtigt bager, damper rimen ud i luften, som slyngende striber i tæt dans. 

Langsomt kommer varmen i luften. En grøde af frisk morgendis spinder et tæt net af spirekraft mellem skovens træer. Over alt rører grønne spirer på sig. De vil frem i lyset. Knopper på grene og kviste strækker sig ganske lidt - åbner sig i den spæde forårsfriske kølighed med et stænk af lune.

Midt på dagen mærkes rigtigt den lune luft, der står og simrer overalt. Det myldrer af liv i skovbunden mellem gamle løvblade. Myrer og edderkopper kravler spejdende rundt. Nogle mariehøns er kravlet frem fra deres overvintringssted bag en løs barkflage på en gammel egestamme. I en lysning danser nogle myg i en solstribe over en gylden plet af åbne følfodblomster, som til morgen stod sammenlukkede – hvide af rim.

Piletræernes rakler med sølvglinsende dun, som vi kalder for ”gæslinger”, er planteuld, der sidder om samlingen af gule støvknapper og lyse støvveje og beskytter mod kulde. En aura af syrlig sød duft står om de blomstrende træer i den lune middagsluft og tiltrækker de første madhungrende insekter, som nu er vågnet op af den stivfrosne dvaletilstand. Nogle bier summer i raklerne. En sød musik, der får mit indre til strømme af glæde og livsgejst. Jeg tager nogle dybe åndedrag, og fylder kroppen med den friske forårsluft.

De første tudser er på plads i deres yngledamme, skønt der stadig ligger is længere ude på dybere vand. Nogle hanner kvækker deres blide gog-gog lyde for at gøre sig til over for hunnerne.

Skumringen lægger sin blide dyne af ro over landskabet. Fra en nærliggende trætop lyder de klareste, fløjsbløde toner. Kort efter bliver der svaret i det fjerne. Det er de matsorte, som solsortens navn betyder, hvis hanner gør opmærksom på deres tilstedeværelse. Kort efter går det over i en skræppen op, da en anden han af de matsorte, er kommet for tæt på.

 
Nyhedsbrev for august
 En stille sommermorgen. Græs og strå står tæt besat med glinsende dugdråber af hvirvlende vand. Blade og blomster glitrer af lysets spejlinger – en lille sol i hver en dugdråbe. Op af formiddagen får solens varme hver dugdråbe til at fordampe i bitte små dråber. 
De løsner sig dråbe for dråbe og svæver af sted i luften. Midt på dagen er al morgenduggen fordampet til et usynligt svæv af bitte små dråber i skovens luftrum. Først ved aftenens kølighed bades vegetationen igen af luftens dråber. Den søde lugt af køer møder mig bag det gamle bøgetræs frodige bladhæng. Et væld af grønne nuancer omkring mig vifter let i sommerbrisen.
Jeg bevæger mig fra en skyggefuld løvverden, som forfrisker, og til en lysfyldt blomstereng, der løfter mit sind. Dyrene har lagt sig. De tygger drøv og slår med halerne til de summende fluer i middagsheden.

Løvhængets blade har nu sensommerens fasthed. Skønt slidte af vejr og vind, brunplettede af svampe og med larvegnav, leverer de stadig næring til det stolte træ - fra sollyset og luften.

   

Rønnetræerne lyser op i landskabet med deres bærrige orange-røde kroner. Fulde af næring hænger bærrene nu – modnet af solens lyskræfter - til efterårets fugleliv.

Vilde gulerødder knejser med violethvide blomsterskærme, hver med en lille sky af pollenglade svirrefluer.

Kejserkåber – lysende gyldne sommerfugle – sætter sig på knejsende violette knopurter. I flaksende flugt blandet med graciøs svævning besøger de ivrigt blomst efter blomst.

Planternes frøkapsler svulmer af modne frø. Tørret af den varme brise har de fået en stenhård, beskyttende skal, der beskytter den lille kim imod den fugtige og kolde periodes svampe og bakterieangreb.

 

Sensommeren er stille. Fuglene tier. Men bier og fluer summer stadig ivrigt af sted fra blomst til blomst. Jeg lister langsomt gennem skoven og videre ud i en solfyldt eng. Meter for meter bevæger jeg mig frem, prøver at være helt til stede i dette levende øjeblik, stopper op hver gang jeg sanser en bevægelse, eller en duft, en lyd, en blomst - oplever, at jeg i mit nærvær med skoven ledes gennem en verden af liv – lader skoven føre mig - opslugt af dens væren. Jeg nærmest oplever skoven taler til mig i denne dans med skoven, hvor alle mine bevægelser og sansninger sker i et højere og meningsfuldt fællesskab med skoven.

 

Alle skovens overflader bliver gennemskinnelige i et tidløst nu, og en funklende lysverden viser sig omkring mig. Fra hvert blads indre stråler det klareste funklende lys. I den gamle skov stråler et helt særligt intenst lys!

I engen summer humlebierne ivrigt fra blomst til blomst og ud af engfloret strømmer et lys så strålende dejligt, at svalerne må kvidre.

Det er engens livsenergi eller måske dens indre liv, som omslutter mig i dette tidløse øjeblik!

 
 Nyhedsbrev for maj
   I den tidlige morgenstund står disen og køler i engens lavninger. Vanddråber så bitte små, at de svæver i luftens kølighed, og bliver til hvidlige striber, der sætter sit aftryk på blade og blomster - som perler af vand. 
Alle blomster står roligt åndende. Hver bristefærdig knop på træernes kviste hviler – for senere ved solens varme at svulme op og strækkes.

Fuglene synger intenst fra træer og buskadser - og hvert et nældekrat. Drossel, nattergal, kærsanger. Fluesnappere og vipstjerter. Der er reder overalt, fulde af unger. Og travlhed med at samle føde.

En gøg sidder og lytter opmærksomt efter sangerne for at udse sig deres reder. Bliver det mon skovpiberens eller tornsangerens rede, der får lagt et ekstra æg i dag.

 

Sollyset fylder hver dugdråbe med ædel livskraft, der trænger ind i hver plante, de hviler på. Kirsebær- og majtræernes hvide blomsterskyer. Æbletræernes søde, friske velduft spredes omkring mig af vindens lette pust, og blandes med en sød lugt fra de græssende køer rundt om. Nu i denne varme formiddagstime ånder alt af ro og fordragelighed. Koens måde at rive græsset af på – ved at slynge tungen rundt om totten og trække til – giver en lyd så beroligende. Jeg lukker øjnene og lader lyden fra de græssende køer fylde mig, og der opstår den dejligste indre ro!

 

Sarte blade ånder over alt i den milde brise og spreder krydrede dufte. Bladenes farvespil ledsages af sangernes lydlandskab af nuancer. Fra lyse til mørke strofer, fra klokkeklare til hektiske toner, fra de ivrige til de mere tøvende. Løvsanger og rødhals, gærdesmutte, havesanger og løvsanger.

 

På diget soler et smaragdgrønt firben sig til lyden af et par summende fluer, mens en humlebi er på vej ned i sin rede med blomsterpollen til larverne. På hvert af biens bagben er en kurv, dannet af hår. Her placerer bien pollenstøv på sin tur fra blomst til blomst og ælter det med lidt nektar til en pollenklump. Pollenens farve røber hvilken plante bien har besøgt. Det solgyldne er fra mælkebøtter, citronfarvet pollen er fra piletræets rakler, grønt fra kattehalens røde blomsterspir, mens det grålige kan være fra brombær og kløver.

Majdagen er lang og først sent sætter mørket sig. I skumringen blander nattergalens mestersang sig nu med en flyvende sneppes knurrende og pistene lyde og flaksende flagermus om trækronerne.

 
Nyhedsbrev for april
  Trækronernes skarer af knopper bryder.

En let strømning i luften fra flakset af en sommerfuglevinge.

Et lyst skær danser over anemonefloret.

Skovsyrens hvide lillastribede blomster dekorerer en gammel trærod og løfter den ind i himlen.

Duftende muld mellem guldstjerner.

Skovbunden grønnes og blomstrer.

Violer, anemoner, vorterod, lærkespore.

Tudser og salamandre ligger i vandsamlinger og parrer sig. Myrerne er aktive på lune, solrige dage og kravler endda op i træerne og slikker sukkerholdige dråber i sig fra de brydende knopper. Fra myreboerne damper myresyren ud i skoven og giver træmaterialerne hårdhed. Tre store egernunger klatrer dygtigt rundt i et stort gammelt træ. Tillidsfulde og med fine øreduske. Selv på de tyndeste grene sidder de uden besvær og holder balance med deres strittende haler. Inden længe boltrer de første svaler sig i luften og deres livsglade kvidren lyder overalt.

Vårens lys er vendt tilbage. Frøene, som fandt den rette jord i fjor, spirer nu i den lune muld, skyder frem – folder sig ud – belivet af livskræfter, som danser en hvirvlende dans omkring dem. Støttet og næret fra skovens indre verden i hvert øjebliks tidløse nu.

 

Jordens opadstrømmende vandbevægelser fortsætter op i planternes legemer – der formes af det hvirvlende vand. Læg mærke til alle de snoede stammer i skoven. Især i de udgåede afbarkede stammer kommer snoningen tydeligt frem og udtrykker sig som stivnede hvirvlende vandsøjler. Så sart, så flimrende af livskræfter, sitrer blade og urter i skovens store rum.

Skyer slipper regnens brus over skove og enge. Dråber af hvirvlende vand, fulde af vækstkræfter – opladet af himmelrummets stjernehimmel – giver liv overalt, hvor de falder.

Jeg begiver mig ud i vårens landskab og fyldes af livets vibrerende nu!
 
Det summer af bier i blomstertæppet. Fulde af lyskræfter flyver de fra blomst til blomst. Hele biens verden sitrer af lyskræfter, som har den sekskantede form i sig. Overalt i biboet sidder små sekskantede voksceller side om side – som fine, sarte krystaller - og bygger hele boet op. Heri lægges æg eller fyldes honning. De særlige livskræfter fra de sekskantede voksceller giver styrke til bilarver og honning. Når vi spiser honning, så strømmer disse styrkende lyskræfter ud i vores krop og gør den stærk.
 
Nyhedsbrev for marts  
   I milde, stille nætter bryder våren gennem vinterens favntag og vækker skoven af sin vinterdvale. Nat efter nat toner nattemørket bort fra himlens tindrende, klare bue.
En luft så ren og skær at færdes i. På lune dage begynder skovbunden at dufte igen. Jordbundens friske vækstkræfter og livsprocesserne i muldens organismer udfolder sig og stimulerer frø og urter til spiring og vækst – anemoner, vorterod og kodriver rører på sig. De solåbne bakker gulner af følfod og et brus af udsprungne syrligt sødt duftende pilekroner står som gulnede totter i landskabet med nektar og pollen parat til at blive bestøvet. I disse summende træer får humlebidronninger og bier deres første næring efter vinterens dvale. En citronsommerfugl flyver lavt gennem bakkerne på jagt efter næring og en parringsvillig hun.      

 

Solsortene synger deres melodiske sang i lune disede morgener lige før daggry, hvor luften er fuld af grøde. Igen i aften skumringen lyder de melodiske langsomt sungne fløjtetoner, eller også flyver hannerne rundt og skræpper ivrigt op i deres hævden territorium overfor hinanden.

Solsorten og flere af dens familiemedlemmer blandt drosselfuglene hører til de bedste sangere i verden. Der er sangdroslens lyse, ivrige sang og misteldroslens bløde, melodiske strofer. Også nattergalens kraftige nattesang og rødhalsens lyse, tøvende strofe hører til familien, sammen med rødstjertens klare fløjtetoner. I Sydasiens skove og haver er shama- og dayal droslerne kendte for deres melodiske mestersange.

 

Kåde duers vingeklask under flugtens store buer.

Et par sætter sig og næbbes ømt under ivrig kurren.

Spætterne trommer på gamle tørre grene i træerne hele dagen igennem.

Lærkesangen lyder vidt over enge og marker fra før solopgang til aftenens tusmørke breder sig.

 

I disse dage føler jeg en sjælelig samklang med alt det liv, som nu bryder frem. Ligesom i oldtiden, hvor der herskede en åndelig respekt for skovene og de gamle træer. Man oplevede dem som besjælede, og i hellige lunde dyrkede man naturguderne, som var udtryk for de feminine kræfter. Mens jeg står her midt i skovens lysfyldte frodighed og oplever denne livfulde tilstedeværelse af nærende energi – dette levende nærvær, så tænker jeg på dengang, fra omkring år 100 da kirkens maskuline væsen vandt frem. Den feminine Maria-energi blev undertrykt overalt. Den var for ukontrollerbar for de maskuline kræfter, der dengang blev mere og mere dominerende. Det resulterede i omfattende træfældninger.

Naturen blev underlagt den maskuline vilje.  

 

Jeg er varsom med at bedømme og tænke over mine oplevelser her i skoven på denne forårsdag, for ikke at oplevelsen af det levende skal forsvinde!

For mig er natur noget, som lever. Den er et væv af liv. Natur opstår i et landskab, hvor der gennem lang tid er udviklet et tæt væv af forbindelser.

 

Når jeg finder et sådan sted, som har eksisteret længe. Det kan være nogle gamle træer ved en bæk eller en blomstereng på en bakke. Så kan jeg opleve en fortættet, stærk stemning – en livskraft, så frodig og stærk. Her findes et nærvær af noget stort. Det er vævet, som har vokset sig tæt. Det er dyrene og planterne på stedet, som kommunikerer med hinanden så intensivt, at man nærmest kan se det. Dette tætte væv af liv kan sammenlignes med silkevævning. Modsat danner et ungt naturområde i landskabet med dets få planter og dyr, et groft væv, som sækkelærred.  

 

I det tætte væv kan specialisterne trives. Det er planter eller dyr med et snævert vækstkrav, som skælrod, skovliljer, rederod, gøgeliljer, snylterod og lungelav – planter med sære navne. De indfinder sig først på et sted, når vævet begynder at være tæt af talrige plante- og dyreforbindelser – og livskræfterne danser i solens glød.

 
 
Nyhedsbrev for februar
Solen spreder et gyldent lys på engbakkernes tynde snetæppe

og tusinder funklende stjerner åbenbarer sig.

Det gamle egetræs store krone viser sig i silhuet på sneens funklende glød,

hvor hver lille kvist viser sin tilstedeværelse i dette nu.

Fine, tørre strå og frøstande stikker hist og her op mellem de blinkende stjerner

– i den kølige, søde frostluft -

og giver mig minder om sommerens udfoldelse af blomsterpragt

og summende og flaksende liv.

 

Vinterstandere – strunke og stive -

rasler lidt, når en vind tager i dem.

I nogle frøstande sidder der stadig frø, som spredes af vinden.

I røllikernes frøskærme med sine fine små ”kogler”,

i knopurternes frugtkurve,

i perikonernes skærme med kapsler,

i klokkeblomsternes kapsler på tynde stilke, med små huller, som frøene drysser ud af.

Flere steder har et pludseligt vindstød lagt et fint drys på sneen.

 

Hvert lille frø rummer en fuldendt tegning af en plante

og en madpakke med næring, den kan spire af.

 

En lille, slidt flig af en sommerfuglevinge hænger i et strå.

En lille indtørret bi krop i en frøstand rummede i sommer et levende, summende væsen –

fyldt med gåpåmod og ynglelyst.

Nogle guldspurve har siddet i sneen og spist frø fra nogle perikonstandere.

Brunlige fugle med lange haler – de guldfarvede hanner lyser op i flokken,

som nu sidder tavse oppe i et træ.

Grønirisker i en rosenbusk

– en drøm af grønne og lysende gule fjer –

hakker hyben i stykker og mæsker sig i kærner.

 

Under sneens lune dyne står allerede grønne bladrosetter tæt

af bakkernes mange urter, - sat i efteråret!

Parat til at sætte blomsterskafter,

når vårens varme indfinder sig.

Tusindgylden og djævelsbid,

timian og ærenpris.

Mælkebøtter!

 

Og i bakkernes muld ligger humledronninger

stivfrosne i deres vinter”reder”,

fulde af æg til sommerens nye familie.

Mens deres små sjæle måske hygger sig i humlebiernes indre verden.

 

På grene og sne har den fugtige frostluft opbygget krystalroser

af fine flade, glasagtige is stykker.

Et vindpust!

Et drys rimkrystaller løsner sig fra en kvist –

klirrende krystal – sølvklokkeklang!

Genlyder som varmende lyksalighed,

dybt i mit hjerte.

- Og lægger sig som en bunke klirrende glasskår på sneen!

 

Sneen dæmper alle lyde.

Urter og træer står, som stivnede i frosten;

men ved min nærmere opmærksomhed,

pulserer de af liv i en stille og dyb samklang med hinanden -

en stilhed bag hvilken en nærmest lydløs, men kraftfuld musik af fineste skrøbelighed fylder engens rum,

i mig!
 

 

 
 
Jes Romme | Grastenvej 208, Thurø, 5700 Svendborg  | Tlf.: 0045 24663926 | jesromme1@gmail.com