Dryp, dryp, lyder det fra træerne i morgenes kølighed. Duggens dråber slipper kvist for kvist, når dråberne bliver store og tunge nok. Nogle dråber samler sig i større strømme. De løber bugtende - sølvagtigt skinnende - ned over stammernes bark og mos i en afvekslende dans. Stopper op og samler sig, for så at strømme videre på deres vej mod skovbundens bladlag. Luften er fuld af en grålig dis. Myriader af mikro små vanddråber, som svæver i luften. Og gør solens lys så blødt.
Huuuuu, kii´vik, kii´vik! Et uglepar tuder og skriger sammen i nærheden.
Solen spejler sig i hver en dråbe på hver en kvist. Funklende øjne over alt. Nogle i frit svæv mellem træerne. Hvor lyset rammer en stamme, lyser mosset.
Et sted nær ved rasler det i bladene på jorden. En solsort er travlt optaget med at finde orme i den bløde muld. Et par mejser gennemsøger barkrevnerne på et træ efter edderkopper og pupper. Ellers er alt stille.
Jeg har sat mig ved et birketræ. Skulder mod stamme. Nyder samværet med dette træ, som stille ånder og stråler af friskhed. Det er tydeligt, at træet er sundt og stærkt. Den hvide bark er mønstret af sorte linjer og bevoksninger af lav og mos. En hel verden at gå på opdagelse i. Oppe i træets krone ser jeg det fineste mønster af grene og kviste brede sig ud. Fulde af hvilende knopper og rakler med færdigdannede blade og blomster, som venter på lune vinde om nogle måneder.
Som jeg sidder dér i stilheden og bare ER, så hører jeg livfulde toner strømme gennem mig. Toner af stor og overjordisk skønhed. Den livfulde sang fylder mig med strømmende glæde over at være til. Nu hører jeg, at tonerne ikke bare kommer fra mig. De lyder også fra træet ved min side. Det er en livssang, som jeg deler med træet. Jeg mærker træets strømninger af liv gennem kontaktpunktet ved min skulder. Møder en genklang, en resonans dybt inde. Vi er dele af hinanden. Vi er det samme liv.
I mit felt af livsenergi mærker jeg, at birkens særlige vibrationer danser pulserende mod mig. Jeg går ind i dansen ved i mit indre at improvisere lykkeimpulser og fiktive sving til birkens særlige dans. Det er skønt at opleve, hvordan det skaber spændende klange og livsglæde i vores pardans.
Ikke nok med at træet og jeg synger sammen. Sangen vokser, da jeg hører vandløbet, som klukker nær ved. Da jeg kikker op, så danser skyerne på himlen i store skiftende mønstre. Ja selv solvæsenets glitrende lykkestemning og gavmildhed danser igennem til os lige her i den fine disede luft. En glædesrus bruser i mig. Alt er meningsfuldt!
Jeg oplever, at der findes to former for dagsbevidsthed. Den, hvor jeg er i tiden, som vi alle sammen kender så godt. Her får vi vores oplevelser gennem de fysiske sanser. Det kan medføre, at vi let oplever os adskilte fra hinanden. Og vi ser ingen dybere sameksistens med livet her på kloden.
Den anden bevidsthedstilstand er nærværets øjeblik. Her åbner mine indre sanser sig, og jeg oplever livet strømmer i mig og i alting omkring mig. Jeg oplever birkens levende væsen. Jeg er ét med birken ved min side. Det er ligesom den også har et sted i mig, hvor den udfolder sig. Lige netop den birk.
Som jeg sidder og danser med birken, da oplever jeg, at noget meget større end min person er til stede. Et helt ufatteligt stort Nærvær strømmer i birken, i mig og de drivende skyer – og gør os til eet! Vi er som knopskydninger af Livets store Nærvær. I denne frydefulde tilstand oplever jeg, at dette store Nærvær vil noget som mig – og som birken. Hvad vil Livets Nærvær udtrykke som dig? Noget som gør dig lykkelig!
Min vandring videre gennem skoven bliver en dans, hvor jeg hele tiden er på det rigtige sted. Kaprifoliernes liangrene slynger sig flere steder om stammerne for at komme op og være i lyset. Selv i denne kolde tid står de med små grønne blade. Det er deres natur, Livets dans som dem!
