Formidling / Naturbrev

Naturbrevet Dansen i stjernehvælvet

Det er stille morgen i vinterskoven. Hvert træ står, som holder det vejret. Bare dette NU.
Inden i strømmer livet og stråler det dejligste lys ud - som en skov af kraftfelter, der styrker mig på min vej. Disse store trævæsener, som bare står omkring mig er ER, leder mig ind i et nærvær – ude af tid - som jeg tager med mig videre på min tur gennem skoven.

Jeg kikker op i trækronernes verden af hvilende knopper. I hver en knop ligger allerede det nye blad færdigudviklet. Helt tæt sammenfoldet – dækket af beskyttende skæl - ligger bladet parat til at folde sig ud, når forårets lune vejr sætter ind.

Nogle ganske få planter står allerede nu med små grønne blade i denne lune vintermåned, som er i år. Det er hylden og den slyngende kaprifolie. Deres blade tåler lidt frost.

Jeg går langs en stor sø. I søens spejl viser himlen sig. Sejlende skyer i morgenrødmen. Jeg følger stien tæt ved søbredden. Nogen gange højt oppe, andre gange nede ved vandet.

Pludseligt sker der noget overraskende. Tæt ved søbrinken lige ud for mig slynger en mørk krop sig rundt i det lave vand. Som en tyk slange vrider den sig i vandet. Hvad er mon det? Så er den straks lidt længere ude. Nu er det kun vandets bevægelser, som fortæller, hvor den er. Rundt i den tynde skov af siv følger jeg uroen i vandet kun nogle meter fra mig. Så pludselig kommer hoved og forkrop op på en tue i det lave vand. Det er en odder. Den kikker lige mod mig med sit flade, brede hoved, men ikke på mig, travlt optaget af at tygge noget i sig. Så ud i vandet igen på videre jagt, hvor bølgestriberne efterhånden forsvinder længere ude. - I det samme flyver en funklende farvesymfoni af turkisblåt og orange roligt forbi – isfuglen!
 
 
 Det er midvinter. Men frostens krystalverden mangler. En mildhed strømmer i luften på denne dag. Flere nøddebuske er sprunget ud og står med gule rakler og små røde hunblomster. Musvitterne filer deres forårssang: Musvit – musvit - musvit! Højt oppe i et træ trommer en spætter på en gren, som har en god lyd. Den gør opmærksom på sit område.

Jeg går videre gennem skoven og mærker dens nærvær. Da jeg åbner mig endnu mere for skoven, ser jeg med mit indre blik, at træerne over alt omkring mig støttes af en tæt, hvidlig dis. Usynlig for øjet. Disen er på én gang både fast og flygtig. Fylder hele skovens rum ud – alle mellemrum blandt træerne og de utallige fugle og insekter. Støtter og bærer dem. En følelse af tryghed og at blive næret strømmer gennem mig. Her er rart at være!
 
 
 Jeg ”rider” dybere ind i disen ”på det levende nu”. Da åbenbarer en underskøn verden sig af lys i mange nuancer- og en tæthed af dansende skikkelser, som jeg kun lige aner. Over alt på grene og kviste ser jeg funklende prikker af det hvideste lys – strømme fra uendelighedens dyb – og som holder træerne ”kørende”. Himlens stjerneriger danser skoven frem! - Fra røddernes dyb til kronerne i skovens top træder hvert træ sin dans - med stjernernes tindrende nærvær - i moder Jords nærende varme. Længe står jeg og suger dette syn til mig.

Ved en enebærbusk danser en lille gruppe myg i den stille luft. Op og ned går det på svirrende glasklare vinger. Tæt sammen, så længere væk - hele tiden danser de skovens sang, som tusinder generationer har gjort det før dem.
Jes Romme | Grastenvej 208, Thurø, 5700 Svendborg  | Tlf.: 0045 24663926 | jesromme1@gmail.com