Formidling / Naturbrev

Naturbrevet Et blad folder sig ud

 
 
Stilheden omfavner mig og fører mig der ind, hvor der er godt at være. Hele morgenen har jeg gået og badet mig i skovens nærende liv. Fuglenes sang skaber - på hver sin måde – forskellige stemninger i mig. Sammen bliver de en symfoni af forskellige nuancer i mig. Rødhalsens tøvende klokkeklare triller af tyndeste glas, Stærens gnidrende lyde blandet med smukke fløjt, Et par solsorte hanners ivrige skræppen, Spætmejsens kraftige latter og sangdroslens gentagene strofer, der lyder som ”Kiss me, kiss me, kiss me. Do it, do it, do it. Be quick, be quick, be quick”. Hvor mærkeligt det end lyder, så bidrager fuglenes sange til skovstilheden. Og den løfter mig helt der ind, hvor jeg kan høre anemonetæpperne synge deres hendøende sang i skovens kor.
Fladstjernerne er nu i færd med at tage over her sidst på anemonesæsonen. I sær i de lyse, muldede skove. Her danner fladstjernerne nu bløde skyer af hvide stjerneblomster på sarte grønne stilke.
 

 Dette tæppe af blomster er så skært og frisk - og hører skærsommeren til. Den fine forsommer, som strækker sig frem til midsommers solhverv. Fladstjernerne findes ofte sammen med bevoksninger af flitteraks. Et græs, som danner en aura af lysende grønt mellem træerne – af samme intensitet som nyspirede rismarker.
 
 
 
På en gren sidder rødhalsen med sine klare øjne. Deres sorte dyb funkler så tiltrækkende. Jeg stopper op. Lader mig opsluge af øjeglansens dragende dybde. Dér mærker jeg rødhalsens væsen sådan rigtigt. At være rødhals er at lade skoven udtrykke netop den facet af sig. I én enkel rødhalse sangtrille findes hele skoven.

Siden efteråret har træernes færdigdannede blade ligget sammenfoldet i knopper af fine skæl og sovet vintersøvn. Hos asken er skællene sorte, hos lindetræerne er de røde. Egens knopper er brune. Det er stadig koldt om natten, men om dagen er det lunt. Nu vækkes de slumrende blade i knopperne. De begynder at fyldes med saft og vokse. Bøgeknoppens gråbrune skæl bøjer sig nu tilbage et efter et, og langsomt skyder bladet frem i al sin grønhed.
 
 
 Jeg ser, at knoppen med det fremspirende blad er indhyllet i en kokon af tæt mælkehvid dis. Synligt for det indre blik. Kokonen opleves som en dejlig blød florlet dyne. Det rette livsmiljø for det fremvoksende blad. Omkring kokonen af mælkehvid dis sværmer en lille flok af lysende væsener. Som punkter af glitrende lys. De ligner de små sværme af vintermyg,, vi ofte ser sværme ved en busk på lune dage i den kolde tid. Men disse væsener har mere menneskeskikkelse, skønt deres lidenhed. Det er det skønneste at iagttage dem – så fredfyldt og samtidig med en dansende friskhed i deres flugt. Jeg glemmer alt omkring mig og er bare i dette skønne nærvær med de små skikkelser. Jeg smittes af deres omsorgsfuldhed og at alt er såre godt! Hele tiden svirrer de omkring knoppen med bladet, som er på vej ud. Jeg oplever at de følger bladets udfoldelse og hjælper det på vej. Skaber et rum for bladet at folde sig ud i - i træets store krone.
Det er svært at løsrive mig. Vil bare blive i den stemning.
 
 
Det nye sarte blad kommer mere og mere til syne. Over alt i det fine bladvæv gnistrer utallige lysende punkter – som en blinkende stjernetåge en kold vinternat – det lyseste lys, man kan forestille sig. En vidunderlig verden at dykke ind i. Synligt for det indre blik. Når jeg mærker det nye blads nærvær, så har det i sig en iver efter at folde sig ud. Det er umuligt at stoppe.
Jeg kikker op i kronen af træet, hvor tusinde andre blade er i færd med at folde sig ud – akkompagneret af solsortens sang i nabotræet.
 

 
Jes Romme | Grastenvej 208, Thurø, 5700 Svendborg  | Tlf.: 0045 24663926 | jesromme1@gmail.com