Formidling / Naturbrev

Naturbrevet Svanesang

 
Rimkrystaller blinker sine skarpe lys over alt på græs og strå i den lavtstående morgensol. Træernes kroner stråler sansesymfonier af farver ud i landskabet. Når et lille vindpust kommer, så løsnes rimkrystaller fra kvistene og drysser blinkende mod jorden. Under mine fødder knirker græs og lyng. Alt er frosset – hele landskabet på nær de større søer. I det fjerne hører jeg et kor af klokkeklange fra den store nærliggende skovsø, som jeg er på vej til. Det er svanesang. Sangsvaners kommunikation med hinanden.

Søens blanke vand lyser mellem træerne. Midt ude ser jeg en stor samling af svaner. Gule næb på lange halse over flydende, hvide kroppe. Luften dirrer tykt af deres kor af forskellige tonehøjder. Klong, klang lyder det i den stillestående luft. Svanerne har sikkert overnattet. Nu hvor morgenen gryr og det er blevet passende sigtbart, så letter med jævne mellemrum en flok. De flyver af sted i dæmringens dis med vidt lydende klokkesang. Op over skoven flyver de i V-formation, til ekkoet fra træerne under dem. De er sikkert på vej ud til en anden mere lavvandet del af søen for at æde vandplanter, som de ved, findes der og som de kan nå med deres lange halse. Jeg står længe og oplever sceneriet af svaner, mens jeg nyder deres sang.

Et par kommer nu flyvende tilbage. De sejler gennem luften på stive vinger i retning mod flokken, roligt snakkende til hinanden på deres klingende klokkesprog. Anng synger den ene fugl – ånngg lidt dybere svarer den anden. Ingen andre lyde høres. Flokken på vandet er tavs. Bare disse to hvidklædte skikkelser, strygende gennem luften i landskabets stilhed. Næppe er de landet i et brus af vand på søens spejl, før de begynder at nikke til hinanden med korte intervaller og styrke deres kontakt. Snart er flere par i flokken i gang med at nikke med deres citrongule næb på de lange halse og synge sammen. Med de skovklædte bakkedrag rundt om og søens vandflade som resonansbund lyder en symfoni af overjordisk skønhed.

Klangen skaber en åbning i mig, som jeg står her under træerne ved søen – opslugt af svanerne. En særlig vibration af fællesskab svirrer i mit indre, og jeg rejser på dette forbindende nærvær ud til svaneflokken. Flytter min opmærksomhed.
 
 
 
Jeg mærker svanerne. Sanser dem. Varme kroppe i hvidt svømmer omkring mig. Hver med deres personlighed. Dybt i deres klare øjne oplever jeg svanenaturen. Oplever dem udtrykke den store bevægelse, som konstant strømmer i naturen. Surfer på livets bølge, når der skal findes føde, samling og overnatningssted. Jeg oplever en røst fra universets dybder udtrykke sig gennem svanerne. Den samme røst som jeg kender dybt i mit eget væsen. Jeg får en følelse af et bror-søster forhold til svanerne. Kun på overfladen gør vi noget forskelligt, men på det dybere plan er vi indlejret i hinanden! Svanerne kan hjælpe mig at surfe på livets bølge. En skønhed, som er fuld af liv og friskhed! 
 
Tilbage ved søbredden igen tænker jeg på, hvad jeg personligt kan gøre for at vise disse prægtige, udtryksfulde brødre og søstre, mere respekt og bidrage til at værne om deres livsrum.
 
De har været her længere end vi mennesker, og bør have rettigheder, ligesom vi mennesker har lavet for os selv.
Sangvane ”folket” er et livfuldt udtryk for vores klodes levende skikkelse, som vi kalder Gaia.
De deler villigt deres land med utallige andre skabninger.
Men hvordan kan min levevis rumme sangsvanerne?

Jeg kan støtte initiativer, som giver mere plads til ren og artsrig natur.
Hver gang, jeg kommer til søen, kan jeg lade en glad taknemmelighed strømme til søens vandmasse og til luften, vi deler. Den taknemmelighedens dybe kraft, som er så rensende og belivende!
Når jeg dyrker min have økologisk, bidrager til genbrug af mit affald, og i det hele taget gør mit til at leve mere bæredygtigt, så bidrager jeg til mere rentvandede søer til sangsvanerne og til de vandplanter, som de holder af at æde. Jeg kan også i min færden i naturen være mindre forstyrrende. Endvidere kan jeg øge mit bidrag til renere luft ved at holde mit brændstofforbrug på et minimum og benytte mere vedvarende energi.
 
 
På min vej tilbage gennem skovens krystalrige møder jeg en skovskade, der er på udkik efter et af sine hundreder af depoter med forråd af agern, som den har gemt engang i efteråret. Undervejs stopper den op og læsker sig med sne. En flok mejser bevæger sig gennem landskabets rimbesatte buske og træer på jagt efter frø og insekter. Alt bliver undersøgt – endda de mindste barksprækker og hule, tørre plantestængler. I kolde perioder om vinteren slår mejser sig tit sammen i sådanne mejsetog. Muligheden for at finde mad er større, når man flere om det.

Jeg vandrer gennem en lysåben eng og ser nogle stillitser sidde i nogle tørre tidsler. I deres spraglede dragter i gyldent, rødt, sort og gult sidder fuglene og æder de næringsrige frø, mens de ivrigt kalder ”stig-lit, stig-lit”. Fra et træ fløjter et par dompapper – klædt i rødt og brunt med sort kalot - deres rolige toner ud i den kølige stilhed. Det er som om stilheden som råder i dette øjeblik – godt hjulpet frem af kulden – føder fuglenes lyde. Lige som træernes bevægelser til luftens lette brise og deres funklende drys af fine iskrystaller, vokser de ud af vinterstilhedens uendelige dybder.

Jeg lader denne særlige stilhed fylde mig, og mærker en styrke, der rummer både en friskhed og en ro i krop og sind. Det føles som om stilheden drager omsorg for mig. Fylder mig med et større nærvær!
Jes Romme | Grastenvej 208, Thurø, 5700 Svendborg  | Tlf.: 0045 24663926 | jesromme1@gmail.com