Skove af vandhvirvler
 |
Af vandkredsløbet er skoven opstået
Skovens store levende organisme skabes strømmende, hvirvlende vand, som strømmer. og et levende tæt netværk opstår mellem planter og dyr, svampe og bakterier. Skoven og hvirvlende vand kan faktisk ikke adskilles. De samme organiske former, som vi ser i vand, der strømmer frit, kan vi også iagttage overalt i træstammer, og i planterner og dyrekroppe,
|
De talrige og livfulde organiske former opstår i en ubrudt bevægelse på grænsefladerne mellem det hurtigt løbende og det mere langsomt strømmende vand i en bæk. Her ser vi livets formskabende kræfter i fuldt vigør. En skov ligner hvirvlende vand i stivnet form eller i uhyre langsom bevægelse.
I den græssede skov giver de store græssende dyr dynamik og danner talrige bryn, der som grænseflader strækker sig langs de lysninger og enge, som opstår ved græsningen. Ved disse grænseflader finder vi - ligesom langs grænsefladerne i det strømmende vand - mest liv. Her i skoven er de organiske former blevet til levende og åndende planter og dyr. Mange dyr og planter er afhængige af flere naturtyper på samme sted, f.eks. at der både er et flor af engblomster og store, gamle træer. Den naturlige skovs etager op ad til i skovens luftrum - dannet af mange forskellige slags træer i forskellig højde - udgør også grænseflader, hvor mange dyr trives.
Træernes stammer er ofte drejede, som de slyngede vandsøjler, der opstår, hvor vand løber ud af en vandhane. Og dampen, som stiger op fra kogende vand ligner store træer med drejede stammer og krogede kroner.
Ud fra disse betragtninger kan man nærmest sige, at skoven opstår ud af vandets hvirvlende kredsløb. I stammerne slynger vandet sig op ad for til sidst at springe frem som talrige små vandforstøvere fra bladene. Selv i de mindste dugdråber, slynger vandet sig uophørligt om sig selv i en hvirvlende leg.
I en sådan gammel skov vil vi, hvis vi forestiller os, at vi har en skarp hørelse, høre vand klukke, boble og hvirvle overalt i jorden og træerne.
Den naturlige skovs etager op ad til i skovens luftrum - dannet af mange forskellige slags træer i forskellig højde - udgør også grænseflader, hvor mange dyr trives.